Skip til primært indhold

Jane Kraglund stopper som regionsdirektør i Region Syddanmark

Siden 2015 har Jane Kraglund været regionsdirektør i Region Syddanmark. Fra udgangen af februar 2027 er det dog slut, da den garvede direktør går på pension.

Regionsdirektør i Region Syddanmark Jane Kraglund

Regionsdirektør i Region Syddanmark Jane Kraglund går på pension. Fotograf Christian Juul Mikkelsen.

Regionsrådsformand Bo Libergren (V) takker den afgående direktør for hendes mangeårige engagement og store indsats for regionen:

- Det er en stor kapacitet, vi nu skal sige farvel til. Der hersker ingen tvivl om, at Jane Kraglund gennem mange år har haft et stærkt fokus på at skabe gode resultater for både borgere, patienter og medarbejdere i Region Syddanmark. Og som leder har hun altid haft en sikker hånd på roret. 

- Personligt har jeg kendt Jane Kraglund i mange år - i mit virke som både regionsrådsformand og tidligere som formand for Udvalget for det nære sundhedsvæsen. Det har altid været en stor tryghed for mig at have så rutineret en direktør ved min side. 

- Med implementeringen af den nye sundhedsreform godt i gang, har jeg stor respekt for Janes beslutning om at gå på pension. Jeg vil gerne takke hende for det store arbejde, hun har lagt i regionen gennem de seneste 11 år som regionsdirektør. Hun har sat et tydeligt aftryk, og jeg ønsker hende alt det bedste i den nye tilværelse, der venter.  

Jane Kraglund tiltrådte stillingen som regionsdirektør den 1. oktober 2015. 

Inden da havde hun været både sundheds- og psykiatridirektør i det daværende Ribe Amt og sundhedsdirektør i Sønderjyllands Amt. Fra 2007 til 2009 var Jane Kraglund direktør i sundhedsdirektionen i Region Syddanmark. Herefter fulgte jobbet som sygehusdirektør på Odense Universitetshospital fra 2009 til 2014 – en stilling, hun forlod for at blive universitetsdirektør på Aarhus Universitet. 

Den nu afgående regionsdirektør, Jane Kraglund, siger selv om sin beslutning om at gå på pension:

- Jeg bliver 67 i januar. Det er en milepæl i arbejdslivet, og jeg har besluttet, at det skal være anledningen til, at jeg både bliver pensionist, og også til at finde ud af hvordan det næste kapitel i mit liv skal være.

- Jeg har i næsten 40 år været en del af Region Syddanmark. Først i amterne. Dernæst i regionen og herunder på OUH.

- Jeg ser tilbage på et langt arbejdsliv med stor taknemmelighed. Vi har stået over for mange udfordringer og gennemgået store forandringer, og vi er lykkedes med rigtig meget. Det giver mig en enorm stolthed og glæde at tænke på, hvad vi sammen har skabt og opnået.

- Der skal lyde en stor tak til alle for det gode samarbejde gennem årene. Tak for jeres engagement, jeres faglighed og for de mange gode relationer, som har gjort mit arbejdsliv både spændende og meningsfuldt.

Jane Kraglund har sidste arbejdsdag i slutningen af februar 2027. Processen med at rekruttere en ny regionsdirektør er nu påbegyndt. 

APPFWU02V