Skip til primært indhold

Flere syddanskere inviteres til revaccination

Region Syddanmark er fra 15. oktober klar til at revaccinere endnu flere syddanskere mod COVID-19. Det drejer sig om tre grupper, hvor der er gået mindst 6 måneder og 14 dage siden andet stik.

Flere borgere i Region Syddanmark får nu tilbud om en 3. vaccine mod COVID-19.

Borgerne inviteres ikke efter målgrupper som sidst, men efter hvor lang tid, der er gået siden sidste vaccination, da effekten af vaccinen aftager over tid.

Borgerne vil blive inviteret løbende, efterhånden som der er gået 6 måneder og 14 dage siden sidste vaccination. Det drejer sig fra 15. oktober primært om personer i alderen 65-84 år, borgere med særligt øget risiko og sundhedspersonale.

Det er Sundhedsstyrelsen, som har udvalgt grupperne, fordi undersøgelser viser, at effekten af gruppernes vaccinationsforløb er dalende.

Tjek e-Boks for invitation

Invitation til 3. vaccine sendes via den digitale postkasse eller med posten, hvis borgeren er fritaget fra digital post. Borgerne kan booke tid på vacciner.dk. Borgere, der har brug for hjælp til at booke tid, kan kontakte regionens hotline på telefon 99 44 07 17 (tast 1).

Da mange borgere bliver inviteret samtidig, er det muligt, at man først kan bestille en tid til revaccination om nogle uger. Det har ikke væsentlig betydning for vaccinernes dækning, da de tidligere vaccinationer fortsat vil virke, og effekten kun gradvist vil aftage.

Borgere, der er vaccineret med vaccinen fra Moderna inviteres tidligst i uge 44, da Danmark afventer EU-kommissionens godkendelse af vaccinen til 3. stik. Vaccinen fra Pfizer er godkendt til 3. stik for alle borgere over 18 år.

Tidsbestilling anbefales

Regionens vaccinationscentre er ved at gøre klar til et større rykind fra 15. oktober. Senest i uge 43 vil der desuden være pop-up-vaccinationssteder i alle kommuner. Haderslev Kommune kan dog blive udskudt til uge 44 på grund af ombygninger.

På de lokale pop-up-vaccinationssteder er der kun mulighed for vaccination med tidsbestilling. På de store vaccinationscentre vil der være mulighed for drop-in-vaccination i visse tidsrum.

Borgerne opfordres dog til at benytte sig af tidsbestilling for at undgå kø.

De store vaccinationscentrene ligger i:

  • Odense
  • Vollsmose
  • Svendborg
  • Sønderborg
  • Aabenraa/Rødekro
  • Vejle
  • Kolding
  • Esbjerg

Adresser og præcise åbningstider inkl. drop-in mulighed kan findes på kortet med vaccinationssteder på coronasmitte.dk.

Status på revaccination i Region Syddanmark

  • 76,8% af befolkningen i Region Syddanmark har påbegyndt vaccination mod COVID-19. 75,8% er færdigvaccinerede.
  • 87,8% af de inviterede i Region Syddanmark er vaccineret.
  • 94% af plejehjemsbeboerne og ca. 67% af de immunsupprimerede borgere er revaccineret.
  • 22% af borgerne over 85 år er revaccineret.

Kilder: Statens Serum Institut, Sundhedsstyrelsen og Region Syddanmark

Pressevagten

Carsten Bruun

Presserådgiver

Rådgiverteamet - Koncern Kommunikation


20 26 33 92
APPFWU02V