Skip til primært indhold

Ny lægelig direktør på OUH

Bjarne Dahler-Eriksen bliver ny lægelig direktør på OUH Odense Universitetshospital – Svendborg Sygehus. Han kommer fra en stilling som lægefaglig direktør på Sygehus Sønderjylland.

55-årige Bjarne Dahler-Eriksen er ansat som ny lægelig direktør på OUH Odense Universitetshospital – Svendborg Sygehus. Han begynder i det nye job 1. juni 2020 og tager over efter lægelig direktør Peder Jest, som går på pension 1. september 2020.

Bjarne Dahler-Eriksen, der er lægeuddannet med speciale i anæstesi og intensiv medicin, kommer fra en stilling som lægefaglig direktør på Sygehus Sønderjylland, som han tiltrådte i 2017. Inden da var han ledende overlæge på Anæstesiologisk-Intensiv Afdeling på Odense Universitetshospital.

Regionsdirektør Jane Kraglund siger:

- Jeg rigtig glad for at kunne byde Bjarne Dahler-Eriksen velkommen som lægelig direktør på OUH. Bjarne Dahler-Eriksen medbringer værdifulde erfaringer og resultater blandt andet fra sit virke på Sygehus Sønderjylland. Her tænker jeg for eksempel på Sygehus Sønderjyllands imponerende indsats for at forbedre arbejdsmiljøet og på den omfattende opgave med at flytte ind på det nye akutsygehus i Aabenraa. Jeg er helt sikker på, at disse erfaringer kombineret med Bjarne Dahler-Eriksens høje faglighed vil være meget nyttige på OUH.

Corona-epidemi kan betyde senere tiltrædelse

Da der er risiko for, at corona-epidemien endnu ikke er ovre 1. juni 2020, hvor Bjarne Dahler-Eriksen efter planen tiltræder sin nye stilling på OUH, kan tidspunktet muligvis blive rykket.
Jane Kraglund forklarer hvorfor:

- Bjarne Dahler-Eriksen er en meget central medarbejder i organiseringen af både Sygehus Sønderjyllands og hele regionens indsats for at håndtere epidemien. Derfor kan det ende med, at vi er nødt til at flytte tidspunktet for hans tiltrædelse eller sørge for en glidende overgang fra den ene stilling til den anden. Det tager vi alt sammen stilling til, når vi ved mere om epidemiens udvikling.

Stillingen som lægefaglig direktør på Sygehus Sønderjylland vil blive slået op snarest muligt.

Højt fagligt niveau og gode samarbejdsevner

Bjarne Dahler-Eriksen bliver en del af OUH’s direktion, som består af administrerende sygehusdirektør Niels Nørgaard Pedersen, sygeplejefaglig direktør Mathilde Schmidt-Petersen, lægelige direktør Kim Brixen, lægelig direktør Michael Dall og direktør Torben Hedegaard Jensen, som blandt andet har ansvar for Nyt OUH.

Som lægelig direktør vil Bjarne Dahler-Eriksen sammen med den øvrige direktion få det overordnede ansvar for ledelsen af OUH. I det daglige vil han sammen med direktionen skulle bidrage til at udvikle og forbedre patientforløb, som går på tværs af specialer og sektorer, og derudover videreudvikle den syddanske forbedringsmodel samt arbejde med den fortsatte udvikling af Svendborg Sygehus som specialsygehus.

Administrerende sygehusdirektør Niels Nørgaard Pedersen ser frem til samarbejdet.

- På OUH kender vi Bjarne Dahler-Eriksen som en engageret og dygtig leder og samarbejdspartner. Han er meget dialogorienteret både i forhold til medarbejdere og ledere. Samtidig har han et stærkt fokus på patienternes forløb, som stemmer rigtig godt overens med OUH’s ambition om at skabe de bedst mulige forløb for vores patienter. Han kommer med et godt kendskab til sundhedsvæsenet og en høj faglighed, der uden tvivl vil bidrage positivt til udviklingen af OUH – ikke mindst forud for vores flytning i 2023.

Kender OUH rigtig godt

Bjarne Dahler-Eriksen glæder sig til at komme i gang med de mange nye opgaver, som venter forude:

- Jeg har jo trådt mine barnesko på OUH som lægestuderende tilbage i 80’erne og arbejdet på sygehuset i 10 år som speciallæge og som leder indtil starten af 2017. Så OUH er et sygehus, jeg kender rigtig godt, og et sygehus, der ligger mit hjerte nært. Så jeg er stolt over at skulle være en del af det hold, som nu skal flytte OUH sikkert ud til Nyt OUH og skabe en sammenkobling med SDU, som er fyldt med energi og innovation. Og samtidig ser jeg frem til at udvikle samarbejdet med psykiatrien, de praktiserende læger og kommunerne endnu mere.

Privat bor Bjarne Dahler-Eriksen i Odense med sin kone Kathrine, der er praktiserende speciallæge. Sammen har de tre voksne børn.

Fakta

OUH er Region Syddanmarks største sygehusenhed med et samlet budget på 7,1 mia. kr., cirka 100.000 udskrevne patienter og over 1 mio. ambulante besøg årligt.

Hospitalet beskæftiger cirka 10.000 medarbejdere, der er geografisk fordelt over fire sygehusmatrikler i henholdsvis Odense, Svendborg, Nyborg og på Ærø.

Om Bjarne Dahler-Eriksen

Bjarne Dahler-Eriksen tog den lægevidenskabelige embedseksamen ved Odense Universitet i 1992. Han har desuden en ph.d.-grad fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Århus Universitet i 1999 og en master i Public Management fra SDU i 2018.

Han har haft en række ledende stillinger inden for sygehusområdet og på Syddansk Universitet. Senest som lægefaglig direktør ved Sygehus Sønderjylland (2017 – 2020), ledende overlæge på Anæstesiologisk-Intensiv Afdeling på OUH (2014 – 2017) og som vicestudieleder for lægeuddannelsen ved Syddansk Universitet (2011-2014).

Yderligere oplysninger

Regionsdirektør Jane Kraglund, Region Syddanmark, 

Administrerende sygehusdirektør Niels Nørgaard Pedersen, OUH, Region Syddanmark, telefon 2028 2071

Ny lægelig direktør Bjarne Dahler-Eriksen, telefon 2328 4068 

APPFWU02V