Skip til primært indhold

Analyse: Fællesskabet står stærkt i grænselandet

Vi har meget tilfælles i grænselandet. Således er 83 procent af danskerne og 75 procent af tyskerne i grænselandet enige i, at befolkningen i grænselandet har meget tilfælles. Det viser en helt ny analyse fra Region Syddanmark.

Hele 83 procent af danskerne og 75 procent af tyskerne i grænselandet er i høj grad eller i nogen grad enige i, at befolkningen i grænselandet har meget tilfælles, bl.a. kultur og mentalitet. Og det er en opfattelse, der deles på tværs af alle aldersgrupper lige fra de 18-årige til 70 år og derover.

Det viser en ny analyse ”Grænselandet på tværs - Identitet, sprog og bevægelser over grænsen”, som Region Syddanmark netop har offentliggjort i forbindelse med mødet for ”Udvalget for regional udvikling”.

Fællesskab er byggesten for udvikling

Omkring 500 borgere nord for og 500 borgere syd for grænsen har i februar-marts i år svaret på en række spørgsmål om bl.a. identitet og fællesskab, sprogforståelse og relationer på tværs af grænsen.

Formand Søren Rasmussen (DF), Udvalget for regional udvikling i Region Syddanmark, siger:

- Med 100-året for Sønderjyllands genforening med Danmark i baghovedet har vi med analysen ønsket at undersøge, hvordan borgerne nord og syd for grænsen egentlig ser på livet i grænselandet. Det glæder mig, at analysen giver udtryk for så stærkt et fællesskab.

Søren Rasmussen understreger, at netop fællesskabsfølelse er en af de bedste byggesten for et styrket samarbejde om udvikling af grænseregionen. Og samarbejde og partnerskaber på tværs af den dansk-tyske grænse er da også en vigtig del af regionens nye regionale udviklingsstrategi, som blev vedtaget i år.

De oversete kvaliteter

Når befolkningen i grænselandet skal pege på særlige fordele ved at bo i grænselandet nævnes blandt andet adgang til indkøb, job, kulturudveksling, gode uddannelsesmuligheder, samhørighed og det fantastiske landskab. Samtidig er der på begge sider af grænsen en udbredt opfattelse af, at områdets kvaliteter overses.

Derfor er det vigtigt, at regionen arbejder på højtryk med at sætte mere lys på grænseregionen. Ud over at understøtte UNESCO-verdensarvstederne Christiansfeld og Vadehavet støtter regionen også Tour de France, hvor verdens øjne vil være rettet mod bl.a. Dybbøl Mølle og Sønderborg 3. juli 2022. Endvidere støtter regionen op om arbejdet med at gøre modellen for fredelig sameksistens i grænselandet til UNESCO immateriel verdensarv.

Unge danskere sakker bagud

Analysen fokuserer også på sprogkundskaberne i grænselandet og afslører, at unge danskere i grænselandet sakker bagud i forhold til de ældre årgange, når det gælder tyskkundskaber. Samtidig viser analysen, at det fremmer rejselysten hen over grænsen, når man mestrer hinandens sprog.

Preben Jensen (V), næstformand for Udvalget for regional udvikling og særlig repræsentant for dansk-tysk samarbejde, siger:

- Det er resultater, som understøtter, at vi som nabo til Tyskland har en særlig interesse i at styrke syddanskernes tyskkundskaber. For virksomhederne efterspørger ofte medarbejdere, der behersker fremmedsprog i kombination med deres kernekompetence som fx ingeniører, der taler tysk.

Ud over at styrke samarbejdet, arbejder Region Syddanmark også på at binde udviklingskræfter sammen i den dansk-tyske grænseregion.

- På den måde står vi samlet og stærkere i den nationale og globale konkurrence om udviklingsmidler, talenter og kvalificeret arbejdskraft, for vi ønsker at bidrage til et mere sammenhængende arbejdsmarked på tværs af grænsen, slår Preben Jensen fast og glæder sig over, at førende tyske økonomer for nylig også har anbefalet Slesvig-Holsten at styrke samarbejdet hen over grænsen og med Syddanmark.

Læs mere om analysen ”Grænselandet på tværs - Identitet, sprog og bevægelser over grænsen”

Yderligere oplysninger:

Jeppe Kristensen

Afdelingschef

Sundhedsinnovation og kultur


51 64 10 13
APPFWU02V