Skip til primært indhold

Væksten i udgifterne til medicin ser ud til at aftage

Væksten i Region Syddanmarks udgifter til medicin ser ud til at aftage. Forretningsudvalget i Region Syddanmark er i dag blevet orienteret om muligheden for at nedjustere den forventede vækst i udgifterne til medicin de kommende år.

Der er mange parametre, der har indflydelse på, hvor meget udgifterne til medicin vil stige. Blandt andet hvilke nye og dyre lægemidler, der bliver introduceret på markedet, og hvilke konsekvenser det har, når patenter på lægemidler udløber, så der åbnes op for billigere kopipræparater. 

Der er ingen tvivl om, at Region Syddanmarks udgifter til medicin fortsat vil være en stor udfordring i de kommende år. Spørgsmålet er bare, hvor meget udgifterne vil stige.

En ny vurdering af regionens udgifter til medicin viser, at udgifterne ser ud til at ville stige knap så voldsomt som tidligere antaget. Derfor drøftede regionens forretningsudvalg på et møde i dag, om det er realistisk at forvente, at tendensen fortsætter i de kommende år. Den samlede vurdering peger på en mulighed for at skabe et ekstra prioriteringsrum på ca. 20 mio. kr.

Regionsrådet har netop nu et sparekatalog i høring med besparelser på 210 mio. kr.  Målet er at finde besparelser for 187 mio. kr. Den aftagende vækst i medicinudgifterne kan derfor skabe et ekstra prioriteringsrum på ca. 20 mio. kr.

Regionsrådsformand i Region Syddanmark Stephanie Lose (V) siger:

- Det er naturligvis glædeligt, at udgifterne tilsyneladende ikke stiger så meget som forventet, men det kan være svært at vide, om udviklingen fortsætter i de kommende år. På den anden side er der meget, der peger på, at det går den vej. Jeg har i dag orienteret forretningsudvalget om dette og forventer, at vi kan tage dette med i den endelige prioritering af besparelseskataloget.

For at sikre dialogen og give alle parter mulighed for at aflevere høringssvar er det desuden besluttet at forlænge høringsfristen med to uger. Den nye høringsfrist er således mandag den 14. marts kl. 12.

De endelige besparelser vedtages som planlagt stadig på regionsrådets møde den 25. april.

Yderligere information

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V), Region Syddanmark, tlf. 2533 0982

Økonomidirektør Mogens Sehested Kristensen, Region Syddanmark, tlf. 2920 1150

Kontaktoplysning

Stephanie Lose

Regionrådsformand


25 33 09 82 Stephanie Lose, Venstre
APPFWU01V