Skip til primært indhold

Fejl i it-system angav forkerte tidspunkter på prøvesvar

Region Syddanmark har haft en fejl i et it-system, som håndterer prøvesvar på laboratorierne i regionen.

En fejl i et it-system, der håndterer blod- og urinprøver, kan have haft betydning for patienternes behandling. Fejlen er stoppet, og samtlige berørte patienters behandlingsforløb bliver nu gennemgået.

Fejlen betyder, at en del af analyseresultaterne i perioden 12. februar 2014 til 28. februar 2014, er blevet påført et forkert tidspunkt for prøvetagning.

Det drejer sig om cirka 22.000 prøvesvar, og prøverne er taget fra cirka 15.000 patienter.

Det drejer som om prøvesvar fra patienter med fysiske såvel som psykiske lidelser.

3.200 prøver kan have påvirkning på behandlingen

Fejlen påvirker ikke selve prøvesvaret, og prøven er blevet undersøgt rettidigt, og for langt de flestes vedkommende vil fejlen ikke have nogen betydning. Det kan dog ikke udelukkes, at et forkert angivet tidspunkt for prøvetagning kan have haft en betydning for, hvordan man har vurderet enkelte patienters tilstand. 

Det kan have betydning i et monitoreringsforløb af eksempelvis meget syge patienter. Læger har vurderet, at det drejer sig om cirka 3.200 prøvesvar.

- Sådan en fejl må ganske enkelt ikke ske. Vi har ikke kendskab til, at it-fejlen har haft betydning for patienterne, men vi tager fejlen meget alvorligt. Derfor er vi for en sikkerheds skyld nu ved at gennemgå de 3.200 prøvesvar, hvor fejlen potentielt kan have haft betydning for behandlingen, forklarer Niels Nørgaard Pedersen, administrerende direktør på Sygehus Lillebælt og regional systemansvarlig for laboratorie-it systemet.

I de kommende uger vil det derfor på sygehusene såvel som hos de praktiserende læger blive en højt prioriteret opgave at gå tilbage og nøje undersøge journalerne og vurdere, om der er risiko for, at fejlen kan have haft betydning for enkelte patienter. Det vil ske på baggrund af en lægelig vurdering af den enkelte patient.

Berørte patienter bliver kontaktet

Patienter, som fejlen har haft betydning for, vil blive kontaktet via brev og indkaldt, hvis der er behov. Derudover får patienterne også oplyst, hvilke klagemuligheder de har.

Bekymrede patienter kan få svar på spørgsmål ved at henvende sig til den afdeling, hvor de er blevet behandlet, eller til deres egen læge, hvis de har fået foretaget prøven dér.

Fejl ved systemopdatering

Problemet er opstået i forbindelse med en systemopdatering i en løsning, der er leveret af CGI. Martin Petersen, der er administrerende direktør i CGI Danmark er ked af situationen, og CGI har i forlængelse af problemerne arbejdet hårdt på at rette fejlen.

- CGI beklager meget den hændelse, der har udmøntet sig i fejlagtige data i et af Region Syddanmarks laboratoriesystemer. Opdateringen har naturligvis været igennem et struktureret testforløb hos både Region Syddanmark og os inden implementeringen, så det er dybt beklageligt, at fejlen alligevel opstår. Fejlen er rettet, og siden fejlrettelsen har CGI i godt og nært samarbejde med regionens fagpersonale og ledelse arbejdet på at genoprette data i systemet – naturligvis med patientsikkerheden som den allerhøjeste prioritet, siger Martin Petersen.

Skal lære af fejl

Fejlen har berørt patienter på alle regionens sygehusenheder, og nu skal sygehusene i gang med at kigge på, hvordan man undgår lignende fejl i fremtiden.

- Der er rigtig meget læring i den her situation, og den vil vi gøre brug af til at få skabt et endnu mere finmasket og sikkert system, når vi laver ændringer i vores it-systemer, siger Niels Nørgaard Pedersen.

Fakta

Antal patienter fordelt på sygehusenheder og praksis.

  • Odense Universitetshospital: 4298
  • Sygehus Sønderjylland: 663
  • Sydvestjysk Sygehus: 1293
  • Sygehus Lillebælt: 84
  • Praksis: 9308
  • Øvrige, herunder uden for Region Syddanmark: 63

Samlet antal patienter: 15.709

Yderligere informationer

Administrerende direktør Niels Nørgaard Pedersen, Sygehus Lillebælt, Region Syddanmark, mobil  20 28 20 71

Direktør Peder Jest, Odense Universitetshospital, Region Syddanmark, mobil 40 82 73 41

Lægefaglig administrerende direktør Bjarne Normark, Sydvestjysk Sygehus, Region Syddanmark, mobil 40 53 37 29

Lægelig direktør Søren Aggestrup, Sygehus Sønderjylland, Region Syddanmark, mobil 25 14 12 21

Administrerende direktør Martin Petersen, CGI Danmark, mobil 21 71 72 72

APPFWU02V