Skip til primært indhold

Region Syddanmarks akutte beredskab får blåt stempel

Regionens ambulancer og akutlægebiler lever op til alle krav om kvalitet, når de rykker ud for at hjælpe syddanske patienter.

Er ambulancen indrettet, så den er sikker for alle at køre i? Husker I at notere patienternes medicinforbrug i journalen? Og er der styr på, hvem der tager sig af hvad i tilfælde af store ulykker?

Sådan lød nogle af de spørgsmål, som Region Syddanmarks ambulancereddere, 112-sygeplejersker og udrykkende læger skulle svare på, da regionens akutte beredskab i maj måned gennemgik et stort kvalitetstjek.

Nu er evalueringen klar, og den viser, at det samlede præhospitale område lever op til kravene i Den Danske Kvalitetsmodel. Dermed kan området smykke sig med en blåstempling – den såkaldte akkreditering – fra Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet (IKAS).

- Jeg har hele tiden vidst, at vi har et rigtig godt beredskab i regionen, og at personalet derude gør, hvad de kan, for at give patienterne den bedste behandling allerede på ulykkesstedet. Nu har vi også fået papir på, at vi er gode, og det er jeg selvfølgelig rigtig glad for, siger Thyge Nielsen (V), der er formand for Region Syddanmarks Akut- og ø-udvalg.

Akkrediteret i andet forsøg

Det præhospitale område i Region Syddanmark blev i første omgang, i oktober 2012, akkrediteret med bemærkninger. På enkelte områder kunne regionen ikke dokumentere, at den levede op til kravene, og der skulle derfor iværksættes nye tiltag, blandt andet på uddannelsesområdet.

Siden efteråret er der lavet retningslinjer, der skal sørge for, at personalet i ambulancerne og det øvrige beredskab nu dokumenterer, at de får den uddannelse, der skal til, så de kan holde sig fagligt opdaterede og give patienterne den bedste behandling.

IKAS godkendte på det opfølgende besøg det præhospitale områdes indsats uden yderligere bemærkninger. Akkrediteringen gælder i tre år.

Fakta om det præhospitale område i Region Syddanmark

Det præhospitale område i Region Syddanmark varetager den akutte beredskabsindsats i regionen. Indsatsen udøves af ambulancer, akutbiler, akutlægebiler og lægehelikoptere samt af regionens AMK-Vagtcentral, der koordinerer den samlede indsats.

Til Region Syddanmark er der knyttet 56 ambulancer i døgnberedskab, seks akutbiler og seks akutlægebiler. Derudover har regionen samarbejdsaftaler med tre akutlægehelikoptere.

Yderligere oplysninger

Thyge Nielsen (V), formand for Akut- og ø-udvalget, Region Syddanmark, mobil 20 31 36 24

Torsten Lang-Jensen, leder af det præhospitale område, Region Syddanmark, mobil 21 41 82 21

APPFWU02V