Skip til primært indhold

Enighed om Region Syddanmarks 2012-budget

Lavere sygefravær, ambulant behandling i stedet for indlæggelse, fremrykning af allerede besluttede sygehuslukninger og besparelser på 40 mio. kroner.

Det er eksempler på tiltag som Region Syddanmarks forretningsudvalg er enige om at sætte i værk for at få regionens 2012-budget til at hænge sammen. Et enigt forretningsudvalg har i dag sendt et samlet ændringsforslag videre til behandling i regionsrådet.

- Vi har været påpasselige, og derfor har vi en sund og stabil økonomi i Region Syddanmark. Men snævrere økonomiske rammer de næste år betyder, at vi skal have dæmpet væksten på sundhedsområdet, så den flugter med det, der er aftalt med staten. Derfor vil vi for eksempel se på om nogle af de behandlinger, hvor vi tidligere indlagde patienterne, kan klares ambulant fremover. De penge, vi sparer ved det, kan bruges til at behandle andre patienter uden, at vi bruger flere penge total set, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).

Ingen besparelser på akutbiler

I budgetforhandlingerne har det også været på tale at skære i kørslen med akutbiler, men forretningsudvalget er enige om, at der ikke skal spares på det område. Det betyder, at akutbilen i Faaborg fortsætter som hidtil, og natkørslen med akutbilerne i Haderslev, Grindsted og Rødding også fortsætter uændret.

- Vi har opbygget Danmarks bedste beredskab med ambulancer, akut- og lægebiler. Det giver tryghed for syddanskerne, og det vil vi ikke skære i, siger Carl Holst.

God proces bag budgettet

En forudsætning for at regionen opfylder økonomiaftalen med regeringen i 2012 er, at regionens sygehuse igen til næste år forbedrer deres produktivitet med to procent. Alene denne produktivitetsforbedring bidrager med 280 mio. kr. i produktionsværdi. Her udover gennemføres egentlige besparelser på 40 mio. kr. for at få budgettet til at hænge sammen.

- Vi har haft en god proces omkring budgettet, og jeg glæder mig over, at der er bred opbakning til at sikre en konsekvent styring af regionens store budget, siger regionsrådsformand Carl Holst.

Region Syddanmarks 2012-bruttobudget er på 25 mia. kr. For de penge leverer 25.000 fuldtidsmedarbejdere sundhed, social- og psykiatriydelser og regional udvikling til 1,2 mio. syddanskere.

Region Syddanmarks 2012-budget bliver endeligt vedtaget på regionsrådets møde den 26. september 2011.

Se budgetforslaget her.

APPFWU01V