Skip til primært indhold

Repræsentanter fra Syddanmark mødes med Folketingets trafikudvalg

På torsdag krydser en fælles delegation fra Region Syddanmark Storebælt for at diskutere fremtidens infrastruktur i regionen.

Det er fungerende regionsrådsformand Poul-Erik Svendsen og formand for Kommunekontaktrådet (KKR) Uffe Steiner Jensen, der har fået foretræde for Folketingets trafikudvalg. Her har de 15 minutter til at byde ind med deres synspunkter omkring en fremtidig infrastruktur i Region Syddanmark.

De 22 kommuner og Region Syddanmark er enige om at slå på følgende overfor trafikudvalget:

  • En 3. sydlig Lillebæltsforbindelse i kombination med en ny midtjysk motorvej

”Infrastrukturkommissionens tal viser, at der om ca. 20 år vil være kritisk trængsel på den eksisterende lillebæltsforbindelse og på Vejlefjordbroen. Selv med en udvidelse af sporene vil man ikke kunne løse trængselsproblemet og derfor foreslår vi en tredje sydlig lillebæltsforbindelse og en ny motorvej på den jyske højderyg. Det vil også forbedre adgangen til Vestdanmarks internationale lufthavn i Billund”, siger Uffe Steiner Jensen, formand for Kommunekontaktrådet.

  • Bedre jernbaneforbindelser – både for passagerer og for gods

”Hvis den kollektive togtrafik skal være et attraktivt alternativ til bil, er det nødvendigt med bedre forbindelser og flere afgange. Fx bør der være afgange hver halve time mellem de store byer.” siger Poul-Erik Svendsen, fungerende regionsrådsformand.

  • Afgørende planlagte og vedtagne infrastrukturprojekter i Region Syddanmark

Endelig vil delegationen gøre trafikudvalget opmærksom på, hvor vigtigt det er, at motorvejsforbindelsen til Sønderborg gennemføres som forudsat; at der anlægges nye motortrafikveje til Billund Lufthavn og at motorveje i trekantsområdet og på Vestfyn udvides til seks spor.

”De planlagte projekter er en forudsætning for udviklingen af infrastrukturen i Syddanmark og vi vil holde regering og Folketing fast på, at de realiseres”, pointerer Poul-Erik Svendsen.

Mødet finder sted torsdag den 28. februar 2008 kl. 10:30 på Christiansborg.

Foretrædet er en opfølgning på et møde den 18. februar, som Region Syddanmark holdt sammen med folketingsmedlemmer valgt i regionen og et møde i Kontaktudvalget for Region Syddanmark den 25. februar. 

Yderligere oplysninger fås hos:

Poul-Erik Svendsen (S), fungerende regionsrådsformand, mobil 2920 1200

Uffe Steiner Jensen, formand for Kommunekontaktrådet, mobil 4028 0970

APPFWU02V