Skip til primært indhold

Ny model skal styrke psykologhjælpen til unge og sænke ventetiden

Mere fleksibilitet og kortere ventetid. Det er nøgleordene i Region Syddanmarks nye model for gratis psykologbehandling til 18-24-årige med let til moderat angst eller depression. Det nye behandlingstilbud forankres i Center for Digital Psykiatri og træder i kraft 1. oktober 2026.

Det skal gå hurtigere, når unge med angst eller depression har brug for psykologbehandling. Derfor indfører Region Syddanmark fra 1. oktober 2026 et nyt tilbud for gratis psykologhjælp til unge mellem 18 og 24 år. 

Den nye model bliver tilknyttet Center for Digital Psykiatri på Odense Universitetshospital og skal give patienterne flere behandlingsmuligheder afhængig af deres behov. Tilbuddet skal også sænke ventetiden, så den første konsultation bliver afholdt inden for 30 dage efter henvisning fra patientens praktiserende læge.

Regionsrådsformand Bo Libergren (V) siger:

- Når unge mistrives og kæmper med angst eller depression, kan det påvirke store dele af deres liv. Så det er vigtigt, at vi har et behandlingstilbud af høj kvalitet, som er lettilgængeligt, når de unge har brug for det. Derfor giver det rigtig god mening, at behandlingen nu tilknyttes Center for Digital Psykiatri, som allerede har god erfaring med behandling af mildere tilfælde af angst og depression i onlineforløb i Internetpsykiatrien. 

Tilbuddet om gratis psykologhjælp til unge med angst eller depression varetages i dag af praktiserende psykologer. Som en del af regeringens 10-årsplan for psykiatrien overtager regionen ansvaret for behandlingen 1. oktober 2026, hvor den nye model træder i kraft. Samtidig indføres en behandlingsret, som giver målgruppen ret til behandling inden for 30 dage.

Flere muligheder for behandling

Det nye behandlingstilbud til unge med let til moderat angst eller depression er et trinvist tilbud, der består både af digitale og fysiske forløb afhængig af den unges behov og ønsker. Hvilket forløb, der passer bedst til den enkelte patient, fastsættes under den første konsultation, som foregår over video. 

I det digitale forløb får den unge et 12-ugers forløb med kognitiv adfærdsterapi i et onlineprogram, hvor de arbejder selvstændigt med øvelser og får skriftlig feedback fra en psykolog undervejs. Den unge kan også få behandling på en regionsklinik eller hos en psykolog, hvor behandlingen består af individuelle samtaler og gruppeforløb med fysisk fremmøde eller over video.

De forskellige muligheder gør det muligt at indrette behandlingen efter den unges behov, fortæller Bo Libergren:

- Der kan være stor forskel på, hvilken behandling der fungerer bedst for den enkelte patient. Nogle foretrækker at være hjemme, hvor de i trygge omgivelser kan gennemgå behandlingen i deres eget tempo. Andre foretrækker at være fysisk til stede og dele behandlingen med andre. Det tager vi højde for med det nye tilbud, hvor vi bygger videre på de gode erfaringer med onlineforløb samtidig med, at der også er mulighed for fysiske konsultationer. 

Regionsklinikker i de fire sundhedsrådsområder

Til opgaven etableres en visitationsfunktion i Center for Digital Psykiatri, som skal håndtere henvisningerne fra praktiserende læger. Derudover etableres fire regionsklinikker, hvor de unge kan få fysiske konsultationer. Regionsklinikkerne fordeles, så der er én klinik i hvert sundhedsrådsområde.

Til sidst indgår regionen også aftaler med en række psykologer, som kan tilbyde behandling. Det skal sikre, at der er kapaciteter nok til at løse opgaven, og at tilbuddet dækker bredt i hele regionen. 

Den nye model for gratis psykologbehandling til 18-24-årige med let til moderat angst eller depression finansieres via midler fra 10-årsplanen for psykiatri og midler fra den tidligere ordning med praktiserende psykologer.

APPFWU01V