Klimaforandringerne er det mest alvorlige problem verden står overfor
Et flertal af danskere mener, at klimaforandringer er det mest alvorlige problem verden står over for lige nu. Det viser en helt ny klimaundersøgelse, som Region Syddanmark har fået lavet som optakt til Klimafolkemødet, der finder sted i Middelfart i slutningen af august.
I en ny undersøgelse af danskernes holdninger til klimaforandringer, som Region Syddanmark har fået udarbejdet i juni 2023, mener flertallet af danskerne, at klimaforandringer er det mest alvorlige problem verden står over for lige nu.
Et endnu større flertal peger både på, at politikerne skal gøre mere for at håndtere klimaforandringerne, og at man selv har et ansvar for at mindske klimaforandringerne. Over halvdelen ønsker at leve mere klimavenligt, men mange tilkendegiver, at der er forskellige barriere.
Undersøgelsen er baseret på en webbaseret spørgeskemaundersøgelse og gennemført i juni 2023 i samarbejde med Voxmeter. 2.000 repræsentativt udvalgte danskere fra hele landet i alderen 18 år og derover har svaret.
Du kan se et udvalg af resultaterne fra undersøgelsen her.
Den samlede analyse af undersøgelsens resultater er færdig i november 2023.