Skip til primært indhold

Nyt patientjournalsystem tages i brug på Fyn 20. februar

20. februar vil OUH og de fleste af Region Syddanmarks øvrige enheder på Fyn overgå til det nye patientjournalsystem EPJ SYD.

2. etape af udrulningen af det nye patientjournalsystem EPJ SYD i Region Syddanmark foregår på Fyn.

1. etape af udrulningen foregik 3. oktober 2021 i Region Syddanmarks sønderjyske enheder, og her har man samlet værdifuld erfaring til de efterfølgende implementeringer.

Formand for Digitaliserings- og innovationsudvalget Anja Lund (V) siger:

- Implementeringen af EPJ SYD i det sønderjyske var i det store hele rigtig vellykket, når man tænker på, hvor enormt komplekst det er at skifte så stort og omfangsrigt et system. Samtidig har implementeringsteamet høstet værdifulde erfaringer, og jeg har fuld tiltro til, at ibrugtagningen på Fyn kommer til at gå mindst lige så godt som i Sønderjylland.

Erstatter COSMIC

EPJ SYD erstatter det hidtidige patientjournalsystem COSMIC, som har været i brug i Region Syddanmark siden 2009. EPJ SYD implementeres af Region Syddanmarks programorganisation i samarbejde med Systematic A/S, der også har leveret EPJ-løsningen i Region Midtjylland. EPJ SYD bygger på det samme grundsystem som Region Midtjyllands løsning.

Anja Lund siger:

- Vores medarbejdere skal i så høj grad som muligt bruge deres tid på deres kerneopgave, som er patientbehandling. Derfor er det vigtigt med et brugervenligt patientjournalsystem, så medarbejderne skal bruge så lidt tid som muligt på it. EPJ SYD er baseret på et velfungerende og velafprøvet grundsystem, hvilket har været essentielt for Region Syddanmark, da vi i sin tid sendte vores patientjournalsystem i udbud.

Løsningen implementeres efter princippet om samme opgave, samme opsætning, så der bliver tale om én regional løsning. Det vil gøre det nemt at udveksle oplysninger på tværs i den syddanske region. Alle medarbejdere, der skifter til EPJ SYD 20. februar, har fået oplæring i det nye system, og det forventes at bidrage til en god overgang til det nye system.

Sidst opdateret 16. februar 2022

APPFWU01V