Skip til primært indhold

Klimafolkemøde i Middelfart 1.-3. september. Her kan du møde Region Syddanmark

Regionen er medarrangør af Klimafolkemødet, og ud over et økonomisk bidrag på 2 mio. kr., leverer regionen også indhold til programmet i form af debatter og workshops. I år kan du også opleve Ambulance Syds eldrevne akutbil på Region Syddanmarks stand.

Region Syddanmark er vært for forskellige debatter og workshops på Klimafolkemødet. Emnerne for debatterne spænder bredt – lige fra unges syn på samkørsel og grøn transport, unges trivsel og klimaangst, hvordan klimaplaner kan leve i socialforvaltning og på sygehuse, og til at sætte fokus på EU som løftestang for lokal grøn omstilling.

Syddanske politikere deltager i debatterne

Fra regionsrådet deltager regionsrådsformand Stephanie Lose, Michael Nielsen, der er formand for Udvalget for Regional Udvikling, og Mette Bossen Linnet, der er formand for Psykiatri- og Socialudvalget, i debatterne.

Overblik over regionens arrangementer og debatter 

Dag Tid Arrangement Sted
Torsdag 1. sept. 10.00 Åbningstale med Johannes Lundsfryd og Stephanie Lose Fællesscenen
Torsdag 1. sept. 10.45-12.00 Debat: Klimaangst og unges trivsel Prismescenen
Fredag 2. sept. 8.10-9.45 Workshop: Unges vej ind i samkørsel Prismescenen
Fredag 2. sept. 10.00-12.10 Debat: En fremtid med bæredygtigt forbrug? Hvid scene
Fredag 2. sept. 13.00-13.45 Debat: EU løftestang for den lokale grønne omstilling i Danmark Fællesscenen
Fredag 2. sept. 14.00-14.50 Debat: Klimaplanen møder hverdagen Grøn scene

På Klimafolkemødet vil der også være debatter planlagt af de øvrige regioner og Danske Regioner. Som eksempel kan nævnes, at Region Midtjylland sætter fokus på, hvordan man kan bygge og planlægge sig ud af oversvømmelser. Region Sjælland har en debat om plasthåndtering i sundhedsvæsenet, og Danske Regioner debatterer, hvordan man kan få flere unge til vælge kollektiv transport eller samkørsel.

Eldreven akutbil og sygetransport bliver blikfang

I år har Region Syddanmark sin egen stand centralt placeret på KulturØpladsen. Her vil Ambulance Syds nye eldrevne akutbil med blå blink og den eldrevne sygetransporter være udstillet, og reddere fra Ambulance Syd vil være til stede for at fortælle om Ambulance Syds arbejde med at omstille til grøn transport.

Der er mere end 80 stande og madboder tilmeldt Klimafolkemødet. De mange arrangementer, events og debatter vil i år fordele sig på mere end ti forskellige scener og pop up-scener, så hele havnearealet i Middelfart bliver fyldt op.

Fakta om Klimafolkemødet

Klimafolkemødets program består af over 200 arrangementer fordelt over tre dage.

Klimafolkemødet er for meningsdannere, politikere, aktivister, kulturpersonligheder, virksomheder og borgere, der er interesseret i at diskutere og finde klimaløsninger.

Over 100 arrangører medvirker til, at Klimafolkemødet 2022 bliver en realitet. Det forventes, at over 15.000 deltagere vil besøge folkemødet.

Se det fulde program her

Se video: Debat om "Unges trivsel og klimaangst"

Se video: Debat om "EU som løftestang for grøn omstilling?"

APPFWU01V