Skip til primært indhold

Medarbejdere og ledelse har stærkt sammenhold

Trods udfordringer, der ændrer sig time for time, er samarbejdet godt og dialogen tæt mellem medarbejdere og ledelse i Region Syddanmark.

COVID-19 betyder, at omstændighederne for at arbejde på sygehusene, i psykiatrien og de sociale institutioner i regionen er historisk forandrede. Mange møder ind til en arbejdsdag, som er uforudsigelig, og hvor det kan være svært at få svar på alle de spørgsmål, man måtte have.

Trods de vanskelige omstændigheder, er der en god og tæt dialog mellem medarbejderne og ledelsen i regionen.

Næstformand i Hovedudvalget Lone Rasmussen, suppleant for fællestillidsrepræsentant på OUH Betina Iroisch Kristensen og tillidsrepræsentant på Sygehus Lillebælt, udpeget af FOA/LO til Hovedudvalget Jens Erik Spedsbjerg udtaler:

-Det er en alvorlig situation, vi står i som land og sundhedsvæsen, og det er helt afgørende, at vi har den gode dialog og det tætte samarbejde i regionen. Vi lytter til hinanden, og som medarbejdere har vi tillid til den måde, ledelsen håndterer de mange udfordringer på. Også når det gælder om at fremskaffe og anvende værnemidler og tests, for vi oplever, at vi som medarbejdere bliver taget meget alvorligt, og at ledelsen gør deres yderste for at skærme og beskytte medarbejderne i den situation, som vi står i. På den måde kan vi bedst hjælpe de patienter, som vi er her for.

Regionsdirektør Jane Kraglund udtaler:

-Der er ingen tvivl om, at vi beder vores medarbejdere om mere, end vi nogensinde havde troet - eller ønsket - vi skulle bede om. Og jeg oplever hver dag, ja hver time, hvor dedikerede og ansvarsfulde alle er, uanset hvor i organisationen de har deres opgaver. I ledelsen gør vi vores yderste for at give medarbejderne de arbejdsvilkår, der skal til i denne usædvanlige situation, og jeg er taknemmelig for det konstruktive samarbejde og den gode dialog, vi har med medarbejdernes repræsentanter. Vi er sammen om at løfte en opgave, som vi ikke kender det fulde omfang af. Og det siger sig selv, at det stiller nogle meget store krav til de af medarbejderne, der står i den forreste række på vores sygehuse og tager sig af patienter, der er ramt af COVID-19.

Region Syddanmarks medarbejderrepræsentanter og direktion og sygehusledelser er dagligt i tæt kontakt med hinanden i denne situation, så alle udfordringer kan blive håndteret hurtigst muligt og på den mest forsvarlige måde.

Yderligere information

Næstformand i Hovedudvalget Lone Rasmussen, mobil 29 20 17 34

Suppleant for fællestillidsrepræsentant på OUH Betina Iroisch Kirstensen, mobil 29 40 99 68

Tillidsrepræsentant på Sygehus Lillebælt Jens Erik Spedsbjerg, mobil 31 32 19 53

Regionsdirektør Jane Kraglund, mobil 28 99 32 40
 

APPFWU02V