Skip til primært indhold

Dialog skal gøre de syddanske ambulancer endnu bedre

Mandag 3. september inviterede regionsrådspolitikerne i Region Syddanmark blandt andet ambulancereddere og andre faglige repræsentanter til dialog om videreudviklingen af det præhospitale område i Region Syddanmark.

Den præhospitale indsats handler om den hjælp, en borger får, fra vedkommende kommer til skade og frem til ankomsten på sygehuset. I 2017 besluttede regionsrådet, at der skal udarbejdes en analyse af hele området for at danne et overblik over mulige udviklingsområder. Som et led i analysen inviterede regionsrådet medarbejdere og ledere fra både ambulancerne, sygehusene og AMK-vagtcentralen til dialog mandag eftermiddag.

Formålet med konferencen var at samle input til den igangværende analyse. Det foregik på en workshop, som gav mulighed for åben dialog mellem fagpersoner og politikere. Dialogen var baseret på forskellige oplæg, der alle pegede på dele af det præhospitale område, hvor en videreudvikling kunne skabe værdi for patienterne.

Næstformand Bente Gertz (S) fra Præhospitaludvalget i Region Syddanmark siger:

- Når vi ser på mulighederne for at videreudvikle det præhospitale område, er det for at skabe et endnu bedre beredskab til patienterne. For at vi kan lykkes med det, er et reelt indblik i virkeligheden nødvendig. Derfor har vi brug for at tale med de medarbejdere, der hver dag ser patienterne, og derfor er det dejligt at se så mange engagerede medarbejdere, der har lyst til i samarbejde at udvikle det præhospitale område i Region Syddanmark. 

Responstiderne kan ikke stå alene

Et af de emner, der blev talt om, var responstider sammenlignet med de sundhedsfaglige mål. I dag er responstiderne en vigtig faktor for ambulancedriften. Men responstiderne kan nemlig ikke, ifølge professor Erika Frischknecht Christensen, alene beskrive kvaliteten af den præhospitale indsats:

- Vi skal ikke vurdere kvaliteten alene på responstiderne. Der er patientens tilstand og en behandling, der gives, der er det vigtigste. Ifølge lovbekendtgørelsen bør vi eksempelvis se på om patienten oplever at blive smertedækket, og om behandlingen bedrer symptomerne inden patienterne eventuelt indlægges på sygehuset. Kort sagt skal vi flytte fokus fra responstider til patienterne.

Ambulancen som arbejdsplads

Deltagerne talte også om ambulancen som arbejdsplads. Ambulanceredderne udtrykte et stort ønske om at få flere tempo 100-ambulancer. Altså ambulancer, med en tilladt totalvægt på over 3.500 kg, som må køre 100 km/t. på motorveje. Blandt fordelene er et bedre arbejdsmiljø for ambulanceredderne, ligesom det også er muligt at medbringe mere og bedre udstyr. En af ulemperne ved tempo 100-ambulancerne er fartbegrænsningen, når ambulancen kører uden patienter. 

I forlængelse af oplægget fik deltagerne mulighed for at se tre forskellige ambulancer. Ambulanceredderne demonstrerede betydningen af de forskellige indretninger, og det udstyr hver enkelt ambulance har med.

Input til det videre arbejde

Formålet med konferencen var at få ambulanceredderes samt andre relevante faggruppers input til den igangværende analyse, der skal belyse området og skabe overblik over udviklingsmulighederne. Udvalgsformand Mads Skau (V) fra Præhospitaludvalget i Region Syddanmark siger om dagens mange input:

- Jeg er glad for de mange gode input, som vi har fået med til det videre arbejde. Det har været meget givende at høre medarbejdernes synspunkter. Ikke mindst var det spændende at høre og opleve, hvad det betyder for ambulanceredderne at få tempo 100-ambulancer. De input vi har fået med videre i dag, giver os et endnu bedre udgangspunkt til det næste skridt, hvor vi skal undersøge mulighederne for de mange tiltag, vi har fået præsenteret i dag.

På konferencen blev der også talt om præhospitale kompetencer, beredskabstyper og placeringen af beredskabet i Region Syddanmark

Yderligere oplysninger

APPFWU01V