Skip til primært indhold

Mange penge til syddanske demensprojekter

Region Syddanmark og 10 syddanske kommuner har fået bevilget penge fra Den Nationale Demenshandlingsplan. Pengene skal gå til at styrke viden og kompetencer hos medarbejdere, der har med mennesker med demens at gøre.

20.052 syddanskere har demens. Og det tal kommer kun til at stige. Faktisk viser fremskrivningen, at der i 2040 vil være 33.752 syddanskere med demens.

Tendensen med flere mennesker med demens gør sig gældende i hele landet, og det stiller særlige krav til sundheds- og plejepersonalets kompetencer. For at styrke kompetencerne er der i den politiske aftale om en national demenshandlingsplan afsat 145 millioner kroner til at styrke kompetencerne hos de medarbejdere, der har den direkte kontakt med mennesker med demens.

De 145 millioner er delt op i to puljer, og i første omgang var der 91,5 millioner at søge om i 2017. Cirka en tredjedel af de penge er endt i Syddanmark. Region Syddanmark får næsten 13 millioner kroner, mens de syddanske kommuner samlet set får mere end 23 millioner kroner.

Regionsrådsformand i Region Syddanmark, Stephanie Lose, siger:

- Det er selvfølgelig positivt, at Syddanmark som landsdel har fået så stor en del af pengene. Der bliver flere og flere mennesker med demens, og derfor er det også et område, som vi er nødt til at have fokus på i sundhedsvæsenet i de kommende år. Med de penge, vi har fået bevilget, kan vores medarbejdere blive klædt endnu bedre på til mødet med de borgere, der er ramt af demens. Specialviden og kompetencer til at håndtere demente patienter betyder meget i behandlingsforløbet.

I 2017 udgør den samlede pulje 91,5 millioner kroner. Sundhedsstyrelsen modtog 107 ansøgninger til årets pulje, og har ud fra en faglig vurdering valgt at give penge til 32 projekter over hele landet. Heraf 13 i Syddanmark.

Gør en kæmpe forskel

Alle de projekter, der har fået tildelt midler fra puljen, har fokus på læring i praksis. Det kan både være læring på arbejdspladsen, sidemandsoplæring og mere formel efter- og videreuddannelse.

I Region Syddanmark er det Sygehus Lillebælt, Sydvestjysk Sygehus og OUH Odense Universitetshospital – Svendborg Sygehus, der har fået bevilget penge.

Den største bevilling har Geriatrisk Afdeling i Svendborg fået med over 7,2 millioner kroner.

Direktør på OUH Odense Universitetshospital – Svendborg Sygehus, Peder Jest, siger:

- Det gør en kæmpe forskel på sygehusene, at vi får bevilget penge til demensområdet. Vi får mulighed for i endnu højere grad at styrke vores personale. Geriatrisk Afdeling i Svendborg er i forvejen Demensvenlig-afdeling, og her kommer bevillingen eksempelvis til at betyde, at vi kan styrke den faglighed.

Sydvestjysk Sygehus har fået 4,7 millioner kroner. Pengene skal bruges til at sikre et bredt løft af kompetencerne hos medarbejderne på sygehuset. Personalet har efterspurgt viden, uddannelse, værktøjer og sparring til at håndtere, vejlede og identificere mennesker med demens, og det er altså den efterspørgsel, som pengene skal bruges til at imødekomme. Både for personalets skyld, men i endnu højere grad for de menneskerne med demens og deres pårørende.

Sygehus Lillebælt i Kolding har fået 931.356 kroner til projektet Demens med værdighed, der via uddannelse skal sikre, at medarbejderne på sygehuset bliver endnu bedre til at hjælpe patienter med demens på en værdig og hensigtsmæssig måde.

Yderligere oplysninger

Stephanie Lose

Regionrådsformand


25 33 09 82 Stephanie Lose, Venstre

Kurt Espersen

Koncerndirektør


21 67 90 21
APPFWU01V