Skip til primært indhold

Vækstpartnerskab skærper syddansk profil

Med en ny aftale med regeringen er der opbakning til Syddansk Vækstforums fokus på tre forretningsområder.

Regeringen understøtter dermed Vækstforums indsats inden for sundheds- og velfærdsinnovation, hvor regeringen blandt andet vil arbejde for at sikre deltagelse i et såkaldt europæisk Knowledge and Innovation Community (KIC), der er et samarbejde på tværs af landegrænser for at sikre sund levevis og aktive ældre. 

- I Syddanmark har vi allerede OECDs klare anbefaling til at fortsætte vores fokus på blandt andet velfærdsteknologi, og den nye aftale med regeringen er både naturlig og glædelig. Naturlig, fordi det netop er en naturlig fortsættelse, og glædelig, fordi det er med national opbakning, vi når det sidste stykke i mål, siger Carl Holst (V), der er formand for Syddansk Vækstforum.

Fyrtårn for velfærdsteknologi

Gennem et internationalt konsortium med blandt andet Edinburgh Universitet og universiteter og institutioner fra lande som Tyskland, Italien og Spanien vil syddanske aktører arbejde sammen om udvikling af et europæisk KIC på det velfærdsteknologiske område. En af parterne er Syddansk Universitet. Rektor på Syddansk Universitet Jens Oddershede er medlem af formandskabet for Syddansk Vækstforum:

- Region Syddanmark har etableret sig som et fyrtårn inden for velfærdsteknologi, og vi ønsker at positionere regionen som en kapacitet på området i hele Europa. Regeringens opbakning er vigtig, for der er konkurrence om at blive en del af KIC’et. Det handler om at skabe innovation i verdensklasse for at skabe bæredygtig økonomisk vækst og konkurrenceevne i hele Europa. Vi har meget at byde ind med fra Syddanmark, siger Jens Oddershede

OECD slog for et år siden fast, at erhvervsudvikling i Danmark bør komme gennem smart specialisering og understøttelse af erhvervsklynger. I Syddanmark ligger de særlige styrkepositioner inden for sundheds- og velfærdsinnovation, bæredygtig energi og oplevelseserhverv.

Videreudvikle klynger

Borgmester i Aabenraa Kommune Tove Larsen (S) indgår også i formandskabet for Syddansk Vækstforum. Hun peger på, at partnerskabsaftalen med regeringen også bygger videre på regionens arbejde med at etablere specialiserede klynger.

- I Syddanmark har vi igennem en årrække fokuseret på at videreudvikle de syddanske klynger med udgangspunkt i vores styrkepositioner, og vi er kommet langt. Inden for bæredygtig energi har vi allerede en verdensklasse klynge for energieffektiviseringer med udgangspunkt i det sønderjyske område. Klyngen har ca. 200 virksomheder, ca. 22.000 arbejdspladser og en omsætning på ca. 24 mia. kr. Cirka halvdelen af arbejdspladserne ligger i Region Syddanmark. Vi har brug for regeringens opbakning til at sikre kvalificeret arbejdskraft og tiltrække spidskompetencer. Tilsvarende er der lignende problemer inden for offshore området.

Værdifuldt skub for virksomhederne

Direktør C.C. Nielsen er det sidste medlem af formandsskabet. Han glæder sig over regeringens opbakning.

- Vi har netop indviet det nye nationale center offshoreenergy.dk med hovedsæde i Esbjerg, som repræsenterer hele offshoreområdet med 270 virksomheder fra hele landet. Med vækstpartnerskabsaftalen med regeringen har vi fået håndslag på opbakning til at gøre LORC på Lindø til et internationalt testcenter for vindteknologi, og det er et værdifuldt skub for virksomhederne i den rigtige retning, siger han. 

Yderligere oplysninger fås hos: 

Regionsrådsformand Carl Holst (V), Region Syddanmark, mobil 4032 5210

Rektor Jens Oddershede, Syddansk Universitet, mobil 4040 1097

Borgmester Tove Larsen (A), Aabenraa Kommune, mobil 2177 2036

Direktør C.C. Nielsen, Nielsen & Nielsen Holding, mobil 4075 8411

APPFWU01V