Skip til primært indhold

Åbne døre på Vejle Sygehus

Region Syddanmark åbner dørene på Vejle Sygehus søndag 7. oktober, hvor besøgende kan få et unikt indblik i det nye specialsygehus.

Mange års planlægning, dialog og politiske beslutninger bliver konkrete, når Vejle Sygehus søndag 7. oktober holder åbent sygehus for alle interesserede.

Medarbejderne på sygehuset i Vejle fik i juni udpeget, hvilke områder de fremover skal fokusere på, når de som et af Region Syddanmarks specialsygehuse fremover skal behandle patienter. Og nu er de klar til at invitere indenfor.

- Vi er nu i Region Syddanmark nået rigtig langt i vores bestræbelser på at skabe et sundhedsvæsen, som, vi mener, kan give den bedste behandling til patienterne. Derfor er det naturligt, at vi nu slår dørene op og inviterer indenfor, så borgerne kan se Vejle Sygehus i den store sammenhæng, siger regionrådsformand Carl Holst (V).

Arrangementet på Vejle Sygehus starter klokken 14:00 og løber frem til klokken 17:00.

Specialsygehus med fokus på kræft

Gæsterne kan blandt andet besøge kræftafdelingen og se, hvordan personalet anvender moderne avanceret teknologi i behandlingen og høre om og se eksempler på kræftbehandlingerne

Og netop kræftområdet er centralt på det nye specialsygehus. Regionsrådet besluttede 25. juni 2012, at Vejle Sygehus skal specialisere sig indenfor kræftområdet, og det er der en god grund til.

- Vejle Sygehus har altid været et sted, hvor der blev tænkt nyt indenfor behandlingen af kræft – blandt andet med kræftpakkerne, og derfor er det kun naturligt, at medarbejderne får lov til at fortsætte det gode arbejde, som de allerede er i gang med, siger formanden for Region Syddanmarks sundhedsudvalg Poul-Erik Svendsen (S).

Ikke kun kræftbehandling

Foruden kræftområdet skal sygehuset tage sig af planlagte operationer og behandlinger. Det kan for eksempel være knæ- og hofteoperationer, urinvejssygdomme som galde- og nyresten, øjensygdomme som grå stær samt medicinske sygdomme som diabetes, KOL og hjertemedicinske sygdomme.

Derudover vil sygehuset også skulle fokusere på diagnosticering af komplicerede sygdomme, og sidst men ikke mindst behandling af visiterede akutte medicinske og hjertemedicinske patienter.

Vejle Sygehus vil stadigvæk have en lægebemandet skadestue. Her kan man få gips på en brækket arm, man kan få syet sår og generelt få hjælp til sår og skader, som man ikke selv kan håndtere.

- Vejle Sygehus bliver på ingen måde en tom skal uden læger, som nogle måske har frygtet. Vi har skabt fundamentet for et stærkt og fremtidssikret sygehus, der kan specialisere sig og levere forskningsresultater, men som samtidig med skadestuen kan hjælpe borgerne i dagligdagen, siger Carl Holst.

Region Syddanmark arrangerer foruden arrangementet i Vejle også åbent sygehus i Sønderborg og i Svendborg senere på året.

Fakta:

  • Vejle Sygehus holder åbent sygehus søndag 7. oktober fra klokken 14-17 på Kabbeltoft 25, 7100 Vejle.
  • Regionsrådsformand Carl Holst (V) og sundhedsudvalgsformand Poul-Erik-Svendsen (S) vil sammen med sygehusledelsen byde velkommen til arrangementet.
  • På dagen kan gæsterne blandt komme med på guidede ture på sygehusets afdelinger, og børnene kan få sminket et sejt sår, komme op og sidde i en ambulance og prøve arbejdet som læge eller sygeplejerske. Interesserede kan også ved selvsyn opleve både en hightech operationsstue og se det avancerede udstyr til strålebehandling.

Yderligere informationer:

Regionsrådsformand Carl Holst (V), Region Syddanmark, tlf. 4032 5210
Sundhedsudvalgsformand Poul-Erik Svendsen (S), Region Syddanmark, tlf. 2920 1200
Sundhedsdirektør Jens Elkjær, Region Syddanmark, tlf. 2946 7125
Kommunikationsrådgiver Kristoffer Voigt Rasmussen, Region Syddanmark, tlf. 2920 1861

APPFWU02V