Skip til primært indhold

Kroggårdsskolen løb med sejren ved DM i Skills

20 niendeklasser fra grundskoler i Region Syddanmark kæmpede fredag om titlen som danmarksmester i skills. Det skete ved erhvervsskolernes DM i Odense.

Det blev tre elever fra Kroggårdsskolen i Odense, der løb med sejren. De var hurtigst til blandt andet at skifte et hjul, lægge rør og trække ledninger.

I alt deltog 108 elever fra niendeklasser i Region Syddanmark, og det har givet mange et helt nyt syn på erhvervsuddannelserne.

- Jeg har fundet ud af, hvad jeg vil være. Jeg vil være industritekniker – så det har været sjovt at møde nogen, der allerede er i gang med uddannelsen, siger Mikael fra niendeklasse på Broager Skole i Sønderborg.

Elever fra niendeklasser i Region Syddanmark kæmper om at være hurtigst til at montere et hjul i de indledende runder af DM i Skills for grundskoleelever. Søhusskolen stillede op med to hold – her ser vi Hold 2 i aktion. Søhusskolen løb af sted med en flot andenplads. Foto: Odense Congress Center.

Elever fra niendeklasser i Region Syddanmark kæmper om at være hurtigst til at montere et hjul i de indledende runder af DM i Skills for grundskoleelever. Søhusskolen stillede op med to hold – her ser vi Hold 2 i aktion. Søhusskolen løb af sted med en flot andenplads. Foto: Odense Congress Center.

Niendeklasser med for første gang

Konkurrencen mellem niendeklasser fandt sted i Odense Congress Center ved erhvervsskolernes store DM-event, der begyndte i torsdags og slutter lørdag. Det er første gang, at niendeklasser har deltaget i mesterskabet – og kun elever fra Region Syddanmark fik muligheden for at lege med i år.

- Det er vigtigt for os, at de unge får et ordentligt indblik i mulighederne ved at tage en uddannelse på erhvervsskolerne. Derfor har vi i Region Syddanmark valgt at investere omkring 700.000 kr., så grundskolernes niendeklasser kunne komme med til DM i Skills, forklarer regionsrådsformand Carl Holst (V).

Han håber, at flere unge nu vil vælge en erhvervsuddannelse, så regionen kan nå sit mål om at få 95 pct. af en ungdomsårgang til at tage en ungdomsuddannelse.

Stort engagement blandt elever

Og noget kunne tyde på, at han får ret. I hvert fald har der været stor opbakning til konkurrencen i grundskolerne, og eleverne har nydt at være med.

- Det har været en sjov dag. Det er en dejlig afveksling at komme herover (til Fyn, red.), og jeg har fået en idé om, hvad faglært arbejde går ud på, fortæller Christoffer fra niendeklasse på Hoptrup Skole i Haderslev.

Skolelærer Lene Eilrich fra Humlehaveskolen i Odense mener også, at dagen har været en succes.

- Eleverne er kommet tæt på erhvervsuddannelserne, og det er godt for dem at se, at man kan få succes med andet end dansk og engelsk, understreger hun.

Guld, sølv og bronze

Det var tre elever fra Kroggårdsskolen i Odense, der løb med sejren ved DM. De dystede i finalen om at være hurtigst til at lægge rør, trække ledninger og bygge en trappe af træ. De modtog foruden titlen som danmarksmestre også hver en helt ny ipod.

Andenpræmien gik til eleverne fra Søhusskolen i Odense, der med æren også fik en ipod-shuffle og et musikgavekort. Tredjepladsen blev indtaget af eleverne fra Sydskolerne i Broby, der nu kan glæde sig til en tur i biografen.

APPFWU01V