Presseinvitation: Lancering af anbefalingerne fra Borgersamling Bæredygtigt Forbrug
Vejle Kommune og Region Syddanmark inviterer pressen med, når Borgersamling Bæredygtigt Forbrug præsenterer sine bud på, hvordan en fremtid med mere bæredygtigt forbrug kan se ud, og hvordan regioner, kommuner og andre aktører kan bidrage. Til lanceringen overrækker borgerne deres konkrete anbefalinger til politikere fra Vejle Kommune og Region Syddanmark.
Efter et halvt års intenst arbejde med input fra eksperter og interessenter er de knap 60 repræsentativt udvalgte borgere i Borgersamling Bæredygtigt Forbrug, nu klar med deres bud på, hvordan en fremtid med bæredygtigt forbrug kan se ud, og hvordan regioner, kommuner og andre aktører kan hjælpe.
Borgerne har anbefalinger inden for emnerne transport, fødevarer samt byggeri/bolig, og ved to arrangementer (ét i Vestdanmark og ét i Østdanmark) vil repræsentanter fra borgersamlingen præsentere og overrække anbefalingerne til de to regioner og tre kommuner, der har stillet borgersamlingen opgaven. Det er ud over Vejle Kommune og Region Syddanmark også Frederiksberg Kommune, Rudersdal Kommune og Region Hovedstaden.
I Vestdanmark finder lanceringen af borgersamlingens anbefalinger sted:
25. april 2023 kl. 17.00-19.00 i RessourceCenter Vejle. Adressen er Voervej 12, 7120 Vejle
Det er borgere fra bl.a. Vejen, Ribe, Haderslev, Odense, Assens, Faaborg og Vejle, der overrækker anbefalingerne. Søren Peschardt (S), formand for Klima-, Natur og Miljøudvalget i Vejle Kommune, og Michael Nielsen (K), formand for Udvalget for Regional Udvikling i Region Syddanmark vil på vegne af Vejle Kommune og Region Syddanmark modtage anbefalinger og fortælle, hvad der skal ske med anbefalingerne herfra.
Program:
- Velkomst v. Søren Peschardt, formand for Klima-, Natur og Miljøudvalget i Vejle Kommune, og Michael Nielsen, formand for Udvalget for Regional Udvikling i Region Syddanmark.
- Introduktion til Borgersamling Bæredygtigt Forbrug v. We Do Democracy.
- Borgersamlingen præsenterer og overleverer anbefalingerne til Vejle Kommune og Region Syddanmark.
- Umiddelbar respons fra politikere og spørgerunde mellem politikere og borgersamlingens medlemmer.
- Hvad sker der med anbefalingerne herfra? v. Søren Peschardt og Michael Nielsen.
- Afrunding v. We Do Democracy.
- Mulighed for interviews og foto.
- Sandwich to go.
Om Borgersamling Bæredygtigt Forbrug
Borgersamling Bæredygtigt Forbrug gennemføres af Region Hovedstaden, Region Syddanmark, Frederiksberg Kommune, Rudersdal Kommune og Vejle kommune – og faciliteres af We Do Democracy. Borgersamlingen er en del af det EU-støttede projekt Circular Economy Beyond Waste.
Ca. 60 borgere har deltaget i projektet og har lagt en kæmpe indsats i arbejdet med at formulere deres anbefalinger til en fremtid med bæredygtigt forbrug. Der vil være anbefalinger, der retter sig mod det nationale niveau, eller som regioner og kommuner kan handle på igennem deres interne drift, og endelig vil der også være anbefalinger, som vil være relevante at handle på i partnerskaber med andre aktører i Syddanmark.
I Østdanmark præsenteres borgersamlingens anbefalinger for politikerne fra Frederiksberg Kommune, Rudersdal Kommune og Region Hovedstaden 4. maj 2023 kl. 19.00-20.30 i Rådssalen på Rudersdal Rådhus.
Praktiske spørgsmål vedrørende arrangementet:
Udviklingskonsulent Nynne Wilhelmsen, Regional Udvikling, Klima og Ressourcer, Region Syddanmark, telefon 24 98 83 83