Region Syddanmark inviterer til åbent hus i sundhedsvæsenet
Tag familien med og oplev sygehuse og ambulancestationer indefra søndag 6. september 2026.
Søndag 6. september 2026 åbner Region Syddanmark endnu en gang dørene til en række sygehuse og ambulancestationer. Alle interesserede er velkomne til at kigge indenfor mellem kl. 10.00 og 13.00 – på det nye OUH i Odense holder vi åbent helt frem til kl. 14.00.
Arrangementet er en del af den landsdækkende begivenhed ”Åbent Hospital”, hvor borgerne inviteres ind bag kulisserne i sundhedsvæsenet hele 25 steder over hele landet.
Læs mere om de landsdækkende arrangementer på: www.aabenthospital.dk
I Syddanmark kan du komme på besøg seks forskellige steder
Det nye OUH
Adresse: Søndre Hospitalsvej 50, 5260 Odense S
Åbent: Kl. 10.00-14.00
Oplev bl.a.:
- udvalgte faciliteter, som blandt andet operationsstuer, intensivstuer og patientstuer, på det kommende sygehus
- klinikere og fagfolk, der fortæller om de mange nye muligheder
- noget af det helt færdige byggeri: Steno Diabetes Center og Voksenpsykiatrien
- guidet bustur rundt om byggeriet
- sang ved OUH-koret.
Se programmet: www.ouh.dk/Åbenthus2026
Esbjerg Sygehus
Adresse: Finsensgade 35, 6700 Esbjerg
Åbent: Kl. 10.00-13.00
Oplev bl.a.:
- at få undersøgt din bamse på hospitalet, at prøve at lægge en bandage og at lære mere om kroppen sammen med sygehusets medarbejdere
- hvordan en fødsel foregår, at besøge sansefødestuen og at få et indblik i livet på fødeafdelingen
- smagsprøver på retter fra hospitalskøkkenet
- et besøg i Blodbussen, at få målt dit blodtryk, at få testet din styrke og balance eller at få scannet din blære og tjekket et modermærke
- de frivilliges område med blandt andet strik, hækling og yoga
Børne- og Ungeafdelingen på Kolding Sygehus
Adresse: Sygehusvej 24, 6000 Kolding
Åbent: Kl. 10.00-13.00
Oplev bl.a.:
- et besøg på vores Bamsehospital, hvor du og din bamse kan blive klogere på kroppen og på, hvordan det kan være indlagt på sygehuset
- hvordan man passer og behandler en baby i kuvøse
- leg og kreativt værksted med vores Lege- og Kreahelt.
Benyt venligst hovedindgangen af hensyn til patienterne.
Sygehuset i Tønder
Adresse: Carstensgade 6, indgang B, 6270 Tønder
Åbent: Kl. 10.00-13.00
Oplev bl.a.:
- at få målt din håndstyrke og dit blodtryk og få tjekket, om din stivkrampevaccination trænger til at blive fornyet
- en guidet tur i lokalpsykiatrien
- Medicinsk Daghospital, hvor du kan høre om tilbud til patienter med diabetes, svær overvægt og knogleskørhed
- Røntgen og Skanning, hvor du kan høre om mammografi, MR- og CT-skanning. Tag også et kig i høreboksen og bliv klogere på høretab.
Ambulancestationerne i Svendborg og Sønderborg
Svendborg: Svendborg Station, Grønnemosevej 9, 5700 Svendborg
Sønderborg: Ingolf Nielsens Vej 14, 6400 Sønderborg
Åbent: Kl. 10.00-13.00
Oplev bl.a.:
- en ambulance og lægebil helt tæt på – både udenpå og indeni
- samtale med en ambulanceredder, som kan fortælle om, hvad det indebærer at være redder
- ambulancestationen indefra.