Langt de fleste syddanskere er glade for livet og flere bevæger sig lidt mere
Over 75 procent af de syddanskere, som har deltaget i en ny undersøgelse om sundhed og trivsel, svarer, at de har høj livskvalitet og et godt helbred. Det går også den rigtige vej med at få motion.
I foråret 2025 besvarede knap 32.000 tilfældigt udvalgte syddanskere spørgeskemaundersøgelsen ”Hvordan har du det?”, hvor de forholdt sig til en række spørgsmål om deres sundhed og trivsel.
Nu er resultaterne offentliggjort, og de tegner en sundhedsprofil af syddanskerne, hvor der er flere positive tegn at spore, men hvor der også fortsat er rum til forbedring.
På den positive side afslører tallene, at færre syddanskere ryger, flere er fysisk aktive, og stigningen i antal syddanskere med svær overvægt, som vi har set over det seneste årti, er bremset op. Modsat viser tallene også, at syddanskernes forbrug af nikotinprodukter stiger, og at det mentale helbred blandt unge kvinder stadig er en udfordring.
Det er femte gang, at regionen har spurgt syddanskerne om deres sundhed og trivsel. Første gang var i 2010. Se resultaterne af Sundhedsprofilen 2025 på regionens hjemmeside.
Færre syddanskere ryger, men flere bruger andre former for tobaks- og nikotinprodukter
Rygning har gennem mange år været den helt store skurk, når det kommer til danskernes sundhed. Det er den stadig, men de nye resultater viser, at der er sket en positiv udvikling, siden undersøgelsen sidst blev gennemført i 2021. Knap 11 procent af syddanskerne ryger dagligt. Det er på niveau med landsgennemsnittet, og er et fald på 4 procentpoint siden 2021. Faldet er på samme størrelse, som vi så mellem 2017 og 2021.
I alle aldersgrupper er der nu færre, som ryger dagligt. Særligt blandt de unge mænd i alderen 16-24 år er faldet markant.
Selvom det er en positiv tendens, at færre ryger, så er der sket en tilsvarende stigning i den samme aldersgruppe af unge mænd, som dagligt bruger snus eller lignende tobaks- og nikotinprodukter.
Regionsrådsformand Bo Libergren (V) ser positivt på tallene, men mener stadig, at der er en del at arbejde med:
- Det er dejligt at se, at der fortsat sker et fald i antallet af syddanskere, som ryger, men samtidig er det bekymrende, at flere bruger de nye nikotinprodukter. For tobak og nikotin er skadeligt for helbredet, og det er foruroligende, at særligt de unge bruger produkterne. Her er det vigtigt, at vi fortsætter og udbygger de målrettede indsatser i udskolingen og på ungdomsuddannelser, og gør indsatserne systematiske frem for projektbaserede.
Svær overvægt er stagneret, og flere er fysisk aktive
Selvom antallet af syddanskere med svær overvægt (BMI over 30) er steget støt siden 2010, hvor sundhedsprofilundersøgelsen blev lavet første gang, så viser de nye tal fra 2025, at antallet nu er stagneret. Samtidig ser vi en stigning i alle aldersgrupper blandt borgere i Region Syddanmark, som er fysisk aktive, så selvom der stadig er mange, som er inaktive, er her en positiv udvikling, der er værd at fremhæve. Dog ligger vi i Region Syddanmark lidt dårligere end landsgennemsnittet hvad angår både svær overvægt og fysisk aktivitet.
Syddanskernes mentale helbred kunne være bedre – ikke mindst hos de unge kvinder
Siden den forrige sundhedsprofilundersøgelse blev gennemført i 2021, er der positive takter at spore i syddanskernes mentale trivsel. Det er dog værd at bemærke, at tallene i 2021 blev indsamlet under COVID-19-pandemien, hvor der var indført en række restriktioner, som med stor sandsynlighed har haft indflydelse på befolkningens trivsel.
Når vi sammenligner med tallene fra de tidligere undersøgelser i 2010, 2013 og 2017, går det i 2025 desværre stadig den forkerte vej med syddanskernes mentale helbred. Her ser det imidlertid en smule bedre ud i Region Syddanmark end landsgennemsnitligt, men ens for hele landet er, at det stadig står særligt skidt til blandt de unge kvinder. Den største andel med lavt selvværd ses blandt kvinder i aldersgruppen 16-24 år, hvor mere end hver tredje (35 %) svarer, at de har lavt selvværd. Det er omtrent dobbelt så mange som blandt mænd i samme aldersgruppe (18 %). Det samme gælder stress, hvor halvdelen af de unge kvinder ligger højt på stressskalaen (51 %). I tillæg hertil har hver femte unge kvinde symptomer på angst og ængstelighed.
Regionsrådsformand Bo Libergren (V) siger:
- Vi har fortsat en stor opgave på det her område. Mental sundhed er komplekst, og mange forskelligartede faktorer spiller ind. Det er bekymrende, at vi ikke har knækket kurven blandt de unge kvinder. Jeg ved, at ungdomsuddannelserne arbejder med ABC for mental sundhed til at styrke elevernes trivsel. Herudover har vi tilbud som Headspace og Mindhelper, så mental trivsel er allerede et stort fokus, som vi skal arbejde videre med.
Fakta om undersøgelsen
Undersøgelsen ”Hvordan har du det?”, også kaldet Sundhedsprofilen, er den største nationale sundhedsundersøgelse i Danmark.
Det er alle fem regioner, Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed, der gennemfører undersøgelsen på baggrund af en aftale mellem Danske Regioner, KL, Indenrigs- og Sundhedsministeriet samt Finansministeriet.
Undersøgelsen blev sidst gennemført i 2025, hvor godt 300.000 danskere fik tilsendt et omfattende spørgeskema med 55 fælles nationale spørgsmål om sundhed, sygdom og trivsel samt en række spørgsmål, der var specifikke for de enkelte regioner.
I Region Syddanmark indeholdt spørgeskemaet 31 regionale spørgsmål – det vil sige i alt 86 spørgsmål. På baggrund af svarene er der nu udarbejdet en ny regional sundhedsprofil.
Se den nationale sundhedsprofil 2025 på hjemmesiden Danskernes Sundhed, hvor der også er resultater for hver enkelt region. Som noget nyt er der også data på sundhedsrådsniveau, så de kan bruges i den nye kontekst efter sundhedsreformen er trådt i kraft. Resultaterne fra tidligere års undersøgelser er også tilgængelige.
Den nationale sundhedsprofilundersøgelse blev første gang gennemført i 2010, dernæst i 2013, 2017, 2021 og 2025. Resultaterne kan derfor sammenlignes over tid. Næste undersøgelse finder sted i 2029.
Læs mere om Region Syddanmarks sundhedsprofil.