Skip til primært indhold

Byggefirma fra Odense skal bygge retspsykiatri i Esbjerg

Det bliver byggefirmaet Hansson & Knudsen A/S fra Odense, som får opgaven med at ombygge et almenpsykiatrisk afsnit i Esbjerg, så det fremover kan bruges til retspsykiatriske patienter.

Sådan kommer den nye retspsykiatri i Esbjerg til at se ud. Illustration: Region Syddanmark.

Sådan kommer den nye retspsykiatri i Esbjerg til at se ud. Illustration: Region Syddanmark.

Behovet for retspsykiatriske sengepladser er stigende i Region Syddanmark. Derfor besluttede regionsrådet i sommeren 2024 at oprette 14 nye retspsykiatriske pladser på den psykiatriske afdeling i Esbjerg. Få at få plads til de ekstra senge er en omfattende til- og ombygning nødvendig på afdelingen.

De 14 nye pladser supplerer de 15 retspsykiatriske pladser, der i forvejen er placeret i Esbjerg, og som blev oprettet i 2021.

Konkret skal de ekstra retspsykiatriske senge etableres ved at ombygge Almenpsykiatrisk Afsnit B på Psykiatrisk Afdeling i Esbjerg til retspsykiatri.

To byggefirmaer har budt på opgaven

Opgaven har nu været i udbud. To byggefirmaer bød endeligt på opgaven, og Region Syddanmark har gennemgået de to tilbud og vurderet, at tilbuddet fra Hansson & Knudsen A/S har det bedste forhold mellem pris og kvalitet. 

Det samlede budget for ombygningen er på 100 mio. kr., og selve byggearbejdet forventes at gå i gang i 2. halvår 2026. Efter planen skal byggefirmaet aflevere den færdige om- og udbygning omkring marts 2028, så de 14 nye retspsykiatriske senge kan tages i brug umiddelbart efter. 

Regionsrådsformand Bo Libergren (V) siger: 

- Der er stort pres på vores retspsykiatriske senge. Derfor er det godt at vi nu er i gang med at realisere de planer, som regionsrådet satte i værk for et par år siden. Jeg er også glad for, at vi har fundet frem til nogle gennemgribende om- og tilbygninger, som foruden flere pladser virkelig kommer til at betyde forbedringer for patienter og medarbejdere i form af blandt andet gymnastiksal og e-sportsrum.

Gode og gennemtænkte rammer

De nye sengepladser bliver fordelt på 10 sengestuer, der hænger sammen med fire sengestuer, der kan skærmes efter behov. Den skærmede del indeholder desuden et opholdsrum, et samtalerum og en sikret gårdhave.

Der kommer desuden til at være fælles aktiviteter inde i afsnittet, herunder blandt andet motionsrum, sanserum, rum til e-sport og diverse personalerum. 

Sikkerhed er tænkt ind i bygningen

Der er stort fokus på sikkerhed i forbindelse med ombygningen. Det handler både om sikkerhed for patienterne og sikkerhed for medarbejderne. Derfor får afdelingen også en krops- og bagagescannerfunktion ligesom Retspsykiatrisk Afdeling i Middelfart.

Med de 14 nye retspsykiatriske sengepladser har Region Syddanmark i alt 113 retspsykiatriske senge fordelt mellem Middelfart og Esbjerg.

APPFWU01V