Ny social sygeplejeklinik i Aabenraa
Region Syddanmark afsætter fra 2026 én mio. kr. om året til en social sygeplejeklinik på Sygehus Sønderjylland. Klinikken skal sikre hurtig og koordineret hjælp til socialt udsatte borgere med komplekse udfordringer.
Regionsrådet i Region Syddanmark har godkendt, at der fra 2026 afsættes én mio. kr. årligt til at drive en social sygeplejeklinik på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa. Klinikken skal sikre hurtig og sammenhængende hjælp til borgere i hele Sønderjylland med komplekse sociale, psykiske og somatiske udfordringer.
Den sociale sygeplejeklinik bliver en del af Fælles Akut Modtagelse (FAM) på sygehuset i Aabenraa. Klinikken henvender sig særligt til borgere med misbrug, sociale problemstillinger samt psykiske og medicinske udfordringer og skal samtidig sikre tæt koordinering med blandt andet kommunale socialrådgivere, væresteder og forsorgshjem.
Regionsrådsformand Bo Libergren (V), Region Syddanmark, glæder sig over beslutningen:
- Med den sociale sygeplejeklinik tager vi et vigtigt skridt i retning af et mere nært og sammenhængende sundhedsvæsen. De mest udsatte patienter har ofte svært ved at finde vej i systemet, og her skaber vi et tilbud, der tilbyder hurtig hjælp og bedre koordinering på tværs af sektorer, og som møder patienterne, der hvor de er.
Klinikken skal fungere i sammenhæng med de kommunale tilbud, og efter to års drift vil indsatsen blive evalueret af Sundhedsråd Sønderjylland med henblik på at vurdere potentialet for udbredelse til andre dele af regionen.