Der er nu sat navne på alle medlemmer af Sundhedsråd Sønderjylland
Alle ni medlemmer af Sundhedsråd Sønderjylland, der får det politiske ansvar for drift og udvikling af Sygehus Sønderjylland og de nære sundhedstilbud i Sønderjylland, er nu på plads.
Som noget nyt skal der ifølge sundhedsreformen nedsættes fire sundhedsråd i Region Syddanmark. De ni medlemmer af Sundhedsråd Sønderjylland er nu på plads.
Sundhedsråd Sønderjylland får det politiske ansvar for drift og udvikling af Sygehus Sønderjyllands matrikler i Aabenraa, Sønderborg og Tønder inden for de overordnede rammer, som regionsrådet fastlægger.
Sundhedsrådet skal arbejde for, at behandling, kontrol og andre sundhedsydelser i fremtiden kommer tættere på borgerne – og gerne helt ud i borgernes egne hjem.
Rådet får også ansvar for, at der er praktiserende læger og speciallæger nok i Sønderjylland, og at de ydelser, de leverer, er af høj kvalitet.
Endelig skal sundhedsrådet udvikle de opgaver, som regionen overtager fra kommunerne, nemlig akutsygepleje, sundheds- og omsorgspladser og specialiseret rehabilitering.
Sundhedsrådet består af medlemmer fra både det syddanske regionsråd og de sønderjyske kommunalbestyrelser. Formand og næstformand for rådet er medlemmer af regionsrådet og udpeget af regionsrådet.
Sundhedsråd Sønderjylland får følgende medlemmer:
Regionale medlemmer:
- Susanne Eilersen (DF) (formand)
- Mette Bossen Linnet (V) (næstformand)
- Tage Petersen (V)
- Allan Emiliussen (V)
- Jette Damsø Henriksen (S)
Kommunale medlemmer:
- Sønderborg Kommune: Didde Lauritzen (S)
- Aabenraa Kommune: Michael Christensen (SF)
- Haderslev Kommune: Signe Knappe (V)
- Tønder Kommune: Anette Abildgaard Larsen (K)
Sundhed tættere på borgerne
Formand for Sundhedsråd Sønderjylland Susanne Eilersen (DF) siger:
- Jeg ser frem til et spændende samarbejde i Sundhedsråd Sønderjylland, og især det tværfaglige samarbejde mellem regionen og kommunerne venter jeg mig meget af. Det er vigtigt, at vi får sundhed tættere på borgerne, og at vi fortsat kan rekruttere praksislæger i vores område. Jeg glæder mig til at komme i gang og til samarbejdet med hele udvalget.
Næstformand for Sundhedsråd Sønderjylland Mette Bossen Linnet (V) siger:
- Vi har en stolt tradition for et godt og tæt samarbejde på tværs af sundhedsaktører i det sønderjyske, og det samarbejde glæder jeg mig til at gøre endnu mere tæt og forpligtigende i forhold til at løse de udfordringer og behov, borgerne har, og i fællesskab styrke sundheden i Sønderjylland.
En del af sundhedsreformen
Sundhedsrådene er en del af regeringens sundhedsreform. Rådene skal træffe beslutninger på sundhedsområdet inden for deres geografiske område. Opgaven er blandt andet at sikre gode sundhedstilbud tæt på borgerne og sammenhæng på tværs af regionale sundhedstilbud og kommunale tilbud.
Sundhedsrådene skal blandt andet udarbejde en nærsundhedsplan, som konkret skal beskrive, hvordan udbygningen af det nære sundhedsvæsen skal foregå inden for deres geografi. Planen skal blandt andet beskrive, hvordan sygehusene i højere grad kan levere sundhedsydelser tæt på borgerne.
Første møde i det nye sundhedsråd
Sundhedsråd Sønderjylland holder sit første møde den 27. januar 2026 på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa.
Sundhedsrådene fungerer som stående udvalg under regionsrådet. Sundhedsrådene har i 2026 status som forberedende råd. Det betyder, at de fleste af sundhedsrådenes beslutninger i år også skal behandles i regionsrådet.