Skip til primært indhold

Region Syddanmark indkalder dao til møde efter problemer med postlevering

I uge 6 har Region Syddanmark konstateret flere problemer med levering af brevpost fra dao. Problemerne har medført kasserede diagnoseprøver fra borgere og mulige brud på persondatasikkerheden. Region Syddanmark har nu indkaldt daos øverste ledelse til et møde for at få løst problemerne.

Den 18. december 2025 overgik Region Syddanmarks levering af fysiske breve fra PostNord til dao. Siden overgangen har flere sygehuse og patienter oplevet udfordringer med manglende brevleveringer i varierende grad – noget, som sygehusene dog har procedurer på plads til at håndtere.

I løbet af uge 6 har flere syddanske sygehuse dog konstateret, at dao havde afleveret sække med brevpost på offentligt tilgængelige steder – bl.a. på gulvet i en forhal – hvilket går imod de leveringsaftaler, som sygehusene har med dao. Dette har bl.a. medført kassering af diagnoseprøver fra borgere samt mulige brud på persondatasikkerheden, da disse forsendelser typisk indeholder følsomme personoplysninger som eksempelvis helbredsoplysninger. Der er for nuværende intet, der tyder på, at de mulige sikkerhedsbrud er blevet udnyttet, men på grund af risikoen har Region Syddanmark alligevel anmeldt hændelserne til Datatilsynet.

Koncerndirektør Kurt Espersen siger:

- Det er uacceptabelt, at dao ikke har levet op til de leveringsaftaler, vi har med dem. De har fået udleveret adgangskort, så posten kan indleveres steder, der ikke er offentligt tilgængelige. Så dur det ikke, at posten bliver smidt i en forhal, hvor der ikke er bemanding i weekenderne. For det første fordi diagnoseprøverne risikerer at blive for gamle og derfor skal kasseres, hvilket er en stor ulempe for vores patienter. For det andet fordi brevene kan indeholde følsomme personoplysninger. Vi har derfor indkaldt daos øverste ledelse til et møde, så vi én gang for alle kan få løst de problemer, som er opstået.

Midlertidige tiltag

Indtil problemerne bliver endegyldigt løst af dao, har de syddanske sygehuse indført forskellige midlertidige tiltag. Det kan bl.a. være at sætte personale af til at gå postrunder på de steder og tidspunkter, hvor det tidligere er konstateret, at dao har placeret postsække. Derudover er personalet instrueret til at gennemgå forkert leverede diagnoseprøver og informere de pågældende borgere enten direkte eller via sundhed.dk, hvis prøverne må kasseres, og borgerne derfor bør indsende nye.

Kurt Espersen siger:

- Indtil vi er sikre på, at dao har løst problemerne, bliver vi nødt til at forsøge at begrænse konsekvenserne. Jeg ville ønske, det ikke var nødvendigt, da vores medarbejdere har nok at se til i forvejen, og de ekstra ressourcer, der skal afsættes, medfører også ekstra omkostninger for os. Men af hensyn til både patientsikkerhed og persondatasikkerhed er der desværre ingen vej udenom. Men jeg håber og forventer bestemt, at dao løser disse leveringsproblemer hurtigt.

APPFWU01V