Skip til primært indhold

Sundheds- og omsorgspladser flytter ind på det tidligere Mølholm Privathospital

Borgere kan fremover få plads på det tidligere Mølholm Privathospital, når de har brug for midlertidig behandling og pleje. Region Syddanmark har købt det tidligere privathospital i Vejle til at huse de nye sundheds- og omsorgspladser, regionen får ansvar for som led i sundhedsreformen.

Som en del af sundhedsreformen får regionerne fremover ansvaret for sundheds- og omsorgspladser til borgere, som har brug for pleje og behandling for en periode, men ikke har behov for at blive indlagt på et sygehus. Regionerne overtager ansvaret fra kommunerne, som også overdrager en række fysiske faciliteter til opgaven.

Region Syddanmark har dog vurderet, at der i Vejle Kommune er behov for at etablere yderligere pladser til den nye opgave, som skal være klar til drift fra 1. januar 2027. Derfor har regionsrådet efter anbefaling fra Sundhedsråd Lillebælt købt det tidligere Mølholm Privathospital på Brummersvej 1A i Vejle. 

Regionsrådsformand Bo Libergren (V) er begejstret for, at den velkendte bygning i Vejle fremover skal danne rammen for det nære sundhedsvæsen i Vejle Kommune:

- Med købet af Brummersvej 1A styrker vi de nære sundhedstilbud i Vejle. Det er en solid og permanent løsning, hvor der bliver plads til både sundheds- og omsorgspladser, akutsygepleje og på sigt også genoptræning. Det giver os mulighed for at skabe en række tilbud tæt på borgernes hjem, hvor de kan få behandling af høj kvalitet. 

Klar til opgaven med lidt maling og møbler

Som tidligere privathospital passer Brummersvej 1A godt til at rumme sundheds- og omsorgspladser. Der er allerede mange faciliteter og rum i bygningen, der er velegnede til formålet, og som med en mindre renovering og tilpasninger som fx maling og nyt inventar vil være klar til at blive taget i brug. Derudover vil der på sigt kunne etableres yderligere pladser og mulighed for genoptræning. 

Regionsrådsmedlem og formand for Sundhedsråd Lillebælt Joachim Hoffmann (K) siger:

- Det giver rigtig god mening at bruge bygningen til denne nye sundhedsopgave, hvor patienter, som ikke er klar til at komme hjem, kan få den nødvendige hjælp til at kunne komme tilbage til deres gamle liv. De fysiske rammer betyder, at vi relativt nemt og hurtigt kan tage stedet i brug og gradvist åbne for endnu flere pladser og tilbud, i takt med at dele af ejendommen bliver renoveret. 

Brummersvej 1A består af en hovedbygning med tre fløje med kælder og en førstesal på vestfløjen. Etagearealet er 3.443 m² med en kælder på 1.173 m². Den ældste del af bygningerne er fra 1902, men er løbende renoveret. Region Syddanmark er af erfaring fra tiden som privathospital opmærksom på trafik til og fra adressen, hvilket der vil blive taget højde for, når stedet overtages. Regionen forventer ikke samme mængde trafik som tidligere, men vil sørge for, at der er god dialog med beboerne i området. 

Region Syddanmark har købt bygningen for 28,3 mio. kr. Derudover forventes en samlet renoveringsudgift på cirka 30 mio. kr. for hele ejendommen. Der skal i alt etableres cirka 50 sundheds- og omsorgspladser i Vejle Kommune, hvoraf cirka 30-35 placeres i bygningerne på Brummersvej.  

APPFWU01V