Oprensning af forureningen fra fabriksgrunden i Grindsted rykker nærmere
Region Syddanmark er klar med en plan, der skal lede frem til en oprensning af den forurening, der i dag siver ud i Grindsted Å.
Grundvandsforureningen fra det tidligere Grindstedværket er årsag til, at der hvert år siver ca. 235 kg vinylklorid samt andre forurenende stoffer til Grindsted Å. Derfor er der behov for at få igangsat en oprensning, der kan reducere indstrømningen af stoffer til vandmiljøet. Regionen er nu klar med en køreplan for de aktiviteter, der skal gennemføres, før den endelig oprensningsløsning kan sendes i udbud.
Regionens rådgiver, Rambøll, har præsenteret et oprensningsprogram med anbefalinger om en kombination af fire forskellige oprensningsmetoder, der kan håndtere den komplekse forurening. Men inden udbuddet kan laves, er der blandt andet brug for at teste metoderne i laboratoriet og ude i selve miljøet i Grindsted for at afdække, hvor effektive de er.
Derudover er der behov for at arbejde med optimering af de valgte oprensningsmetoder langs åen, så oprensningen bliver så effektiv som muligt og kommer til at ske de steder, hvor der siver mest forurening til åen.
Regionen har beskrevet disse aktiviteter i planen, hvor man kan læse om de sidste skridt, der skal tages, inden selve oprensningen kan igangsættes.
Planen skal politisk godkendes
Forslaget til planen skal drøftes i Region Syddanmarks miljøudvalg 9. september 2025 og endeligt behandles og godkendes i regionsrådet 29. september 2025.
Se dagsordenpunktet og Plan: "Vejen til en oprensning ved Grindsted Å - plan for en oprensning af forureningen fra fabriksgrunden"
Regionsrådsformand Bo Libergren (V) siger:
- Jeg er glad for, at vi nu kan sætte gang i de sidste forberedelser, som skal lede frem til en oprensning. Når vi har med så kompleks en forurening at gøre, og tilmed midt i en by, er det imidlertid vigtigt, at vi kender den reelle effekt og påvirkning i praksis, inden vi går i gang med en storskala-oprensning.
Finansiering til storskala-oprensning mangler
Der er afsat statslige midler, som ventes at kunne dække alle aktiviteter i planen. Men der er ikke afsat midler til selve storskala-oprensningen, som Rambøll ud fra den nuværende viden har estimeret til 668 mio. kr. (2024-priser). Erfaring fra lignende større, komplekse forureningssager viser, at det er meget vanskeligt at estimere den totale oprensningspris så tidligt i projektet.
- Vi ønsker at komme i gang med oprensningen, og vi har et godt bud på en løsning. Når vi har gennemført aktiviteterne i planen og testet oprensningsmetoderne i praksis, får vi et solidt grundlag til at lave et udbud for oprensningen. Inden da har vi forhåbentlig den statslige finansiering på plads, forklarer Poul Erik Jensen (S), formand for Miljøudvalget i Region Syddanmark.
Se Rambølls forslag til oprensningsprogram
Baggrund
Forureningerne efter det tidligere Grindstedværket stammer fra årtiers udledning, deponering og spild fra produktionen af vitaminpiller, antibiotika samt sove- og nervemedicin. Driften af virksomheden har efterladt massiv jordforurening på fabriksgrunden, som efterfølgende er sivet ned i grundvandet og strømmer med grundvandet ind i Grindsted Å.
Grundvandsforureningen fra den tidligere fabriksgrund er en af Danmarks 10 generationsforureninger.