Skip til primært indhold

Nyt afsnit for børn der er født for tidligt er officielt indviet

Tirsdag den 16. september 2025 klippede regionsrådsformand Bo Libergren snoren til det nybyggede neonatalafsnit på Kolding Sygehus. Her får de allermindste og mest sårbare patienter og deres forældre helt nye og moderne rammer.

Regionspolitikerne Karsten Uno Petersen, Mette With Hagensen og Bo Libergren holdt taler, da den nye neonatalafsnit blev officielt indviet. Foto: Tobias Nørgaard Pedersen/Sygehus Lillebælt.

Regionspolitikerne Karsten Uno Petersen, Mette With Hagensen og Bo Libergren holdt taler, da den nye neonatalafsnit blev officielt indviet. Foto: Tobias Nørgaard Pedersen/Sygehus Lillebælt.

Den nye neonatalafdeling er bygget på Kolding Sygehus i sygehusets nordøstlige ende. Foto: Tobias Nørgaard Pedersen/Sygehus Lillebælt.

Den nye neonatalafdeling er bygget på Kolding Sygehus i sygehusets nordøstlige ende. Foto: Tobias Nørgaard Pedersen/Sygehus Lillebælt.

Sådan ser de fleste stuer ud i det nye afsnit. Med store vinduer ud mod skoven og god plads til båden familien og personalet. Foto: Tobias Nørgaard Pedersen/Sygehus Lillebælt.

Sådan ser de fleste stuer ud i det nye afsnit. Med store vinduer ud mod skoven og god plads til båden familien og personalet. Foto: Tobias Nørgaard Pedersen/Sygehus Lillebælt.

Den nye neonatalbygning indeholder 16 familiestuer med eget bad og toilet og tre intensivstuer også med eget bad og toilet. Dermed får nyfødte med særlige behov og for tidligt fødte børn helt nye tidssvarende rammer, så de sammen med deres forældre kan få den bedste begyndelse på livet.  

Det nye afsnit blev taget i brug i slutningen af august, og for ikke at forstyrre de indlagte foregik den officielle indvielse i afsnittets atriumgård, hvor det heldigvis holdt tørvejr, mens regionspolitikerne Bo Libergren, Mette With Hagensen og Karsten Uno Petersen holdt taler. Efter talerne klippede Bo Libergren det røde bånd og markerede dermed den officielle indvielse.

I sin tale sagde regionsrådsformand Bo Libergren (V) blandt andet:

- På Kolding Sygehus hjælper vi hvert år mere end 3.500 små mirakler til verden. Hver især fortjener de at komme til verden i trygge omgivelser. Det betyder først og fremmest, at de kan være omgivet af mor og far. Det gælder også for dem, der kommer før terminsdatoen, og dem, der har særlige behov for pleje eller behandling efter fødslen. På vores nye neonatalafsnit kan disse børn nu få den allerbedste start på livet.

Rammer fra 1975

Indtil nu har neonatalafsnittet været en del af fødeafdelingen, der har til huse i den del af Kolding Sygehus, der blev bygget i 1975, og rammerne for de for tidligt fødte har derfor ladet noget tilbage at ønske.

Formand for regionens sundhedsudvalg Mette With Hagensen (S) udlagde det på denne måde i sin tale:

- Vi har alle dage haft hamrende dygtige og kompetente medarbejdere her på neonatalafsnittet i Kolding. Jeg ved, at I går på arbejde hver evig eneste dag med den mission at give familierne en tryg oplevelse og den bedst mulige behandling.  Nu får I endelig de tidssvarende rammer, som understøtter jer i det arbejde. Rammer, som gør det muligt at skræddersy familiernes forløb her på neonatalafsnittet, ud fra hvad de har brug for – ikke hvad der har været praktisk muligt i en forældet bygning. Rammer som gør, at I lykkes”

Bygning opført efter nye grønne principper

Det syddanske regionsråd har i alt bevilget cirka 88 mio. kr. til det nye neonatalafsnit og renovering/ombygning af barsels- og fødeafsnittet. Byggeriet af det nye afsnit er gået efter planen og stod færdigt til den aftalte tid. Den nye bygning lever desuden op til regionens byggeregulativ for en grønnere bygningsprofil.

Karsten Uno Petersen (S), der er formand for Region Syddanmarks udvalg for byggeri, indkøb og grøn omstilling, forklarer det sådan her:

- Bygningen er det, man på flot fagsprog kalder DGNB-certificeret. Det betyder, at vi har skabt en bygning i respekt for vores fælles natur og sparsomme ressourcer. Det betyder også, at vores håndværkere har arbejdet med anderledes konstruktioner og med nye, mere klimavenlige materialer. Og det har de klaret til et 12-tal”.

Nu er den nye neonatalbygning taget i brug, og det betyder, at man snart kan gå i gang med renoveringen af den resterende del af fødeafdelingen på Kolding Sygehus. Det arbejde forventes at gå i gang her i efteråret 2025.  

APPFWU01V