Skip til primært indhold

Alle regionale busser på Fyn bliver elektriske fra 2027

Region Syddanmark tager stort skridt mod en grønnere kollektiv trafik.

Fra den 1. januar 2027 bliver det slut med diesel på de fynske regionalruter. Når Nobina Danmark A/S overtager kørslen, bliver samtlige regionale busser på Fyn og Langeland skiftet ud med moderne elbusser. Det betyder, at Region Syddanmark bidrager markant til den grønne omstilling af den kollektive trafik.

De nye elbusser vil køre uden at udlede CO₂, kvælstof eller partikler. Samtidig er de langt mere støjsvage og behagelige for både passagerer og omgivelser. Det er en væsentlig forbedring for klimaet, miljøet og den samlede rejseoplevelse.

Region Syddanmark har i flere år presset på for at fremme den grønne omstilling inden for den regionale kollektive trafik. 

- Vi glæder os over, at Region Syddanmark med dette skifte er med til at gå forrest i den grønne omstilling. Vi gør noget konkret og mærkbart for både klima og borgere. Fremtidens kollektive trafik skal være bæredygtig – og det er præcis, hvad vi leverer her. At den nye aftale samtidig er billigere end den nuværende betyder bl.a., at den bidrager til at genoprette økonomien i den regionale busdrift på Fyn. Så det er på alle måder en win-win-situation, siger regionsrådsformand Bo Libergren (V).

Ned med udledningen – op med kvaliteten

Udover de regionale ruter overgår også lokale ruter i bl.a. Svendborg, Nyborg, Middelfart, Kerteminde og Langeland Kommune til elbusser. Den markante omlægning sker som led i en stor udbudsrunde fra FynBus, hvor Nobina Danmark A/S er blevet valgt som ny operatør.

- Den kollektive trafik spiller en nøglerolle i vores ambitioner om et mere grønt og sammenhængende Syddanmark. Med elbusserne skruer vi markant ned for udledningen og op for kvaliteten i hverdagen for tusindvis af passagerer, siger Michael Nielsen (K), formand for Udvalget for Regional Udvikling.

Elbusserne vil have lav indstigning, elektriske ramper og moderne infoskærme, der informerer om næste stop og skiftemuligheder. Alt sammen til gavn for tilgængelighed og brugervenlighed.

- Den grønne omstilling er et centralt pejlemærke for Region Syddanmark. Elbusserne er et konkret eksempel på, hvordan vi skaber en grønnere region – rute for rute, siger Kim Johansen (S), næstformand for Udvalget for Regional Udvikling og næstformand i FynBus.

Med indsættelsen af over 150 elbusser vil andelen af kørte kilometer med el på Fyn og Langeland stige fra 14 % til hele 75 %. Region Syddanmark er medejer af FynBus og har i tæt samarbejde med kommunerne bidraget til det samlede resultat.

Fakta om elbusserne

  • Driftstart: 1. januar 2027
  • Operatør: Nobina Danmark A/S
  • Antal elbusser: Over 150
  • Dækning: Alle regionale ruter på Fyn og Langeland samt lokale ruter i Svendborg, Nyborg, Middelfart, Kerteminde og Langeland Kommune
  • Miljø: Ingen udledning af CO₂, NOx eller partikler
  • Komfort: Støjsvage, lav indstigning, elektriske ramper, infoskærme, USB-C-ladere
  • Model: Yutong U 12 LE – rækkevidde op til 450 km
APPFWU02V