Region Syddanmark fortsætter arbejdet med at få flere op på cyklen
Regionsrådet besluttede på mødet den 27. januar 2025, at regionen fortsætter i det tværkommunale netværk Cykelalliance Syd, der har til formål at fremme cyklismen i den jyske del af regionen. Rådet besluttede samtidig at bevilge 100.000 kr. til det fortsatte arbejde.
Cykelalliance Syd gennemførte i foråret 2024 den fælles kampagne ’Cykl Nu Bare’. Med humor og et glimt i øjet satte kampagnen fokus på alle de dårlige undskyldninger, der er for at fravælge cyklen, og på den måde få flere til at tage cyklen.
Cykelalliance Syd blev etableret i 2022, og netværket består af de 12 sydjyske kommuner og regionen. Region Syddanmark er tovholder i samarbejdet.
Kampagnen ’Cykl Nu Bare’ og andre fælles initiativer for at få flere syddanskere op på cyklen gør, at regionsrådet på mødet den 27. januar 2024 valgte at fortsætte i det tværkommunale netværk Cykelalliance Syd. Samtidig bevilgede regionsrådet 100.000 kr. til det fortsatte arbejde.
Sammenhængende cykelruter på tværs
Det næste initiativ som Cykelalliance Syd arbejder med er et visionskort med et sammenhængende net af cykelruter på tværs af de sydjyske kommuner. Kortet skal danne grundlag for den fremtidige udvikling af cykelinfrastrukturen og sikre en koordineret indsats på tværs af kommunerne.
Udvalgsformand Michael Nielsen (K), Udvalget for Regional Udvikling i Region Syddanmark, siger:
- Når syddanskerne hopper på cyklen, gør de ikke bare noget godt for dem selv, men også for klimaet, folkesundheden og trængslen på vejene. Fakta viser desværre, at flere og flere syddanskere vælger at lade cyklen blive i skuret. Vi kører mere i bil og mindre på cykel. Derfor er der al mulig grund til, at vi sammen med de sydjyske kommuner styrker samarbejdet om at få flere borgere til at vælge cyklen. Vores oplevelse er, at Cykelalliance Syd giver værdi for cykelfremmearbejdet i Sydjylland.
Stort potentiale for at få flere på cyklen
Fakta viser, at knap 50 procent af syddanskerne pendler under 10 km til arbejde og cirka 30 procent pendler under 5 km. Tal viser desuden, at 38 procent af samtlige bilture i Region Syddanmark er under 5 km.
Michael Nielsen siger:
- For rigtig mange syddanskere er turen til arbejde relativ kort. Derfor er der et stort potentiale for at lade bilen stå og i stedet vælge cyklen eller el-cyklen. Når man ser på alle fordelene ved at tage cyklen, tænker jeg, at det kunne være et oplagt valg for mange.
Cykling er klimavenlig transport
Cykelfremme er en vigtig brik i arbejdet mod en mere klimavenlig mobilitet. Regionale samarbejder på cykelområdet findes flere steder i landet og spiller en vigtig rolle for arbejdet med cykelfremme.
Michael Nielsen siger:
- Lige nu forhandles der om regionernes fremtidige rolle på mobilitetsområdet. Det er vigtigt at disse forhandlinger lander sådan, så at tæppet ikke hives væk under de mange gode regionale initiativer, der er sat i værk for at få flere op på cyklen.