Skip til primært indhold

Region Syddanmark skal have en ny råstofplan

Regionsrådet sætter arbejdet med at revidere Region Syddanmarks råstofplan i gang. Det sker for at imødekomme stigende efterspørgsel og sikre, at der i de kommende år er den mængde sand, grus, sten og ler til rådighed, som samfundet har brug for til byggerier og anlægsarbejde. Den nye råstofplan forventes at være færdig i slutningen af 2026.

Et enigt regionsråd har på deres møde 25. november 2024 besluttet, at Region Syddanmark skal have en ny råstofplan. Beslutningen hviler bl.a. på de høringssvar, der er sendt til regionen, i forbindelse med at regionens redegørelse for råstofområdet har været i offentlig hørring.

En ny råstofplan er nødvendig for at fremtidssikre forsyningen af råstoffer og tilpasse den til samfundets stigende behov for nye byggerier og anlægsarbejder, siger Poul Erik Jensen (S), der er formand for regionens miljøudvalg:

- Vi oplever, at behovet for råstoffer generelt er stigende. Det er fx erhvervsbyggerier, motorvejsbyggerier og udvidelse af jernbanen, der i vores region giver en stor efterspørgsel på sand, sten og grus. Derfor ønsker vi en ny råstofplan, så vi er sikre på, at der er udlagt de råstofområder, der skal til for at fremtidssikre forsyningen af råstoffer.

Det kræver omhyggelig planlægning at sikre, at samfundet har de nødvendige råstoffer til rådighed. Derfor indeholder en råstofplan to typer arealreservationer: Graveområder, hvor råstofgravning forventes inden for den kommende planperiode – og interesseområder, der er en reservation af mulige fremtidige graveområder. For at et område kan udlægges som graveområde, skal regionen have foretaget en overordnet vurdering af forholdene i forhold til nabohensyn, støv, støj, natur, landskab, trafik og evt. fortidsminder i jorden. I sidste ende er det op til lodsejeren at beslutte, om der skal indvindes råstoffer på arealet eller ej.

Fokus på forsyningssikkerhed på Fyn

Region Syddanmarks nuværende råstofplan er fra 2020. Selv om der i den er udlagt graveområder, der samlet kan dække det forventede behov for sand, grus og sten i Region Syddanmark i de kommende 30 år, så er der i planen områder, hvor forsyningssikkerheden er væsentligt kortere, siger Poul Erik Jensen:

- På Fyn er forsyningssikkerheden for sand, grus og sten 12-14 år og muligvis kortere. Her skal vi have udlagt flere graveområder, så der er mulighed for, at projekterne kan forsynes med lokale råstoffer, og så man af hensyn til miljø og klima undgår at skulle transportere råstofferne over store afstande. Her vægter vi den gode dialog med lodsejere, naboer og indvindere højt, for når vi siger, at råstofferne skal indvindes lokalt, skal vi også være med til at sikre, at det sker med så få gener for lokalområdet som muligt, siger han.

Poul Erik Jensen understreger, at regionen har forpligtet sig at følge FN’s Verdensmål om ansvarligt forbrug og produktion:

- Det betyder, at vi fortsat har fokus på at fremme genanvendelse af de råstoffer, der nu engang er hentet op af jorden, så de kommende generationer også kan have råstoffer til rådighed. Herunder glæder det mig, at man også inden for branchen har fokus på, at vi i større omfang skal renovere gamle bygninger frem for nedrivning og byggeri af nyt, siger han og uddyber:

- Der er rift om arealerne i Danmark, og når vi vil have en ny råstofplan, handler det også om, at hvor der enten ikke er brug for at indvinde råstoffer, eller hvor gravearbejdet er afsluttet, der skal vi tage arealerne ud af råstofplanen, så de kan frigøres til andre formål. Vi vil gerne, at tidligere råstofgrave skaber merværdi i lokalområderne. Derfor vil vi fortsat søge dialog og samarbejde med lodsejere og kommuner om at råstofarealerne efterbehandles, så de bliver til natur eller rekreative områder af høj kvalitet og med stor biodiversitet, siger Poul Erik Jensen.

Ideer og forslag til den nye råstofplan er velkomne

Nu går arbejdet med en ny råstofplan i gang. Det første, der sker, er, at Region Syddanmark vil bede borgere, lodsejere, indvindere, interesseorganisationer, virksomheder og andre myndigheder om at indsende deres ønsker og forslag til nye graveområder og input til, hvilke indsatser, strategier og retningslinjer de mener, råstofplanen skal indeholde. Høringsperioden, der er på otte uger, sættes i gang i begyndelsen af 2025.

Fakta: Processen for revision af en råstofplan er beskrevet i råstofloven  
Regionsrådet skal ifølge råstofloven vurdere, om der er behov for revision af den gældende råstofplan. Vurderingen bygger på en råstofredegørelse og en offentlig høring, der bl.a. giver en status og vurdering af råstofbehovet og -ressourcerne.

I februar 2023 besluttede regionsrådet i Region Syddanmark, at der ikke på det tidspunkt var behov for at revidere den gældende råstofplan (Råstofplan 2020). Regionsrådet ønskede at tage spørgsmålet om revision af råstofplanen op igen i 2024, og på deres møde 25. november har rådet besluttet, at der skal laves en ny råstofplan.

På grund af den planproces, der er beskrevet i råstofloven, og som bl.a. indeholder en række høringsrunder, justeringer af planforslag og klagemulighed, vil en ny råstofplan tidligst kunne træde i kraft ved udgangen af 2026.

APPFWU01V