Skip til primært indhold

Økonomisk indsprøjtning skal sænke ventetiden hos praktiserende speciallæger

Ventetiden til at blive tilset og behandlet hos praktiserende speciallæger er steget markant. Derfor ændrer regionsrådet nu midlertidigt den økonomiske ramme for speciallægerne i resten af 2024 for at gøre det muligt at behandle endnu flere patienter og få reduceret ventetiden til udredning og behandling.

Der er brug for en ekstra indsats for at sænke ventetiderne hos praktiserende speciallæger. Det mener regionsrådet, som på regionsrådsmødet 26. august besluttede at gøre det muligt for de praktiserende speciallæger at se flere patienter, uden at deres honorering reduceres, hvis de overskrider den økonomiske ramme. Forhåbningen er, at det vil få speciallægerne til at yde en ekstra indsats og på den måde få ventelisterne ned.

Pengene til indsatsen kommer fra Region Syddanmarks andel af den ekstraordinære pulje til løft af sundhedsområdet på 600 millioner kr. i 2024, som blev givet i forbindelse med økonomiaftalen for 2025.

Regionsrådsformand Bo Libergren (V) siger:

- Ventetiden til praktiserende speciallæger er stigende, og der er desværre patienter, som skal vente i lang tid, før de kan blive tilset. Heldigvis ønsker flere speciallæger at arbejde mere og tage imod flere patienter, og det har vi nu ekstraordinært mulighed for at imødekomme med penge fra økonomiaftalen, som skal bruges i 2024.   

Plads i lægernes kalender skal udnyttes

De praktiserende speciallæger arbejder inden for en økonomisk ramme og en såkaldt knækgrænse, som betyder, at lægernes honorar bliver mindre, når deres indtjening når et vist punkt.

Men presset på de praktiserende speciallæger betyder, at flere læger rammer knækgrænsen og den økonomiske ramme inden udgangen af året. For at tilskynde lægerne til at fortsætte aktiviteten og tilse endnu flere patienter ændrer regionen nu den økonomiske ramme for praktiserende speciallægers indtjening resten af året, hvis de har en højere aktivitet end sidste år.

En ekstraordinær indsats, som giver rigtig god mening, fortæller Bo Libergren:

- Der er selvfølgelig læger, som allerede arbejder rigtig meget, og som ikke har mulighed for at tage imod flere patienter. Men vi ved også, at der er læger, som har tid i kalenderen, og som ønsker at arbejde mere, end det er muligt inden for den økonomiske ramme. Derfor giver det god mening kortvarigt at ændre den økonomiske ramme som et økonomisk incitament i denne situation, hvor vi har lange ventetider, samtidig med at vi har nogle ekstra midler, som skal bruges inden årets udløb.

Forhåbningen er, at indsatsen især vil kunne sænke ventetiden til øjenlæger, hudlæger og øre-næse-halslæger, hvor der pt. er en gennemsnitlig ventetid på henholdsvis 25, 18 og 11 uger.

Efter regionsrådets beslutning skal der nu indgås en lokalaftale med speciallægerne i regionen, hvorefter ordningen kan træde i kraft.

De praktiserende speciallæger arbejder under en samlet økonomisk ramme, som er indgået med regionerne. Overskrides den økonomiske ramme, modregnes det i speciallægernes honorar.

Derudover er der aftalt en såkaldt knækgrænse for de praktiserende speciallæger. Knækgrænsen betyder, at honorarerne reduceres med 40 %, hvis omsætningen når over en specifik grænse, som afhænger af specialet.

Tanken bag knækgrænsen er, at praktiserende speciallæger har fået dækket deres faste udgifter, når de når en vis omsætning. Derfor reduceres honoraret derefter.

Med regionsrådets beslutning ændres både den økonomiske ramme og knækgrænserne for speciallægernes meraktivitet resten af året, så de praktiserende speciallæger kan hæve aktiviteten, uden det påvirker deres honorering.

APPFWU01V