Skip til primært indhold

Region Syddanmark donerer værnemidler til Rotary i Ukraine

Region Syddanmark har 30. oktober 2023 indgået en aftale med Rotary i Ukraine om en donation af værnemidler, der er i overskud fra coronapandemien. Donationen på ca. 482 paller sendes nu afsted til Ukraine.

Mundbind, masker og beskyttelsesheldragter. Det er nogle af de værnemidler, som regionen har i overskud fra coronapandemien, og som nu via Rotary i Syddanmark og Ukraine doneres til arbejdet med at hjælpe ofrene for krigen i Ukraine.

Det er regionsrådet, der tilbage i september godkendte, at der blev indgået en aftale med Rotary om en donation af de værnemidler, regionen havde i overskud, eller som har overskrevet deres udløbsdato. Værnemidlerne stammer fra pandemien, hvor regionen indkøbte et meget stort antal værnemidler både til den daglige sygehusdrift, test- og vaccinationscentre og til regionens lager, der skulle fyldes ekstra godt op, da ingen vidste, hvor længe pandemien ville vare.

Den endelige aftale, der blev indgået 30. oktober, omfatter ca. 482 paller med værnemidler til en indkøbsværdi af godt 34,6 mio. kr., som regionen nu donerer til Rotary i Ukraine.

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) siger:

- Jeg er meget glad for, at det er lykkedes os at donere værnemidlerne til Rotary i Ukraine, hvor vi håber, de vil kunne gøre en forskel i den svære situation, landet står i. Ifølge danske regler må værnemidler med overskredet udløbsdato ikke anvendes mere – heller ikke selvom de er i fin stand og ubrugte. Det er for eksempel tilfældet med 124 paller af mundbind på regionens lager, så det giver kun god mening, at vi fra regionens side har fundet en løsning, så værnemidler ikke går til spilde men i stedet kan doneres til Ukraine.  

Politisk forslag bag donationen

Regionen begyndte allerede i foråret i år at undersøge mulighederne for at sælge eller donere det overskud af værnemidler, der var tilbage fra coronapandemien.

Først forsøgte regionen at sætte mundbind og masker til salg via en e-auktion, men interessen for at købe værnemidlerne var meget begrænset. Derfor gik regionen, med godkendelse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, videre til den næste mulighed, som var en donation af værnemidlerne.

Det var Det Konservative Folkeparti i regionsrådet, der oprindeligt bragte forslaget om en donation til Ukraine på banen i regionsrådet. Forslaget blev derefter behandlet politisk i Udvalget for regional udvikling, før regionsrådet endeligt godkendte donationen i september.

Formand for Udvalget for Regional Udvikling Michael Nielsen (K) siger:

- Vi er rigtig glade for, at donationen til Ukraine er kommet i stand. Vi ved, at Rotary er en god og troværdig organisation at samarbejde med – og de har nogle gode samarbejdspartnere i Ukraine. Det giver kun god mening, at de værnemidler kommer til Ukraine, hvor de kan gøre en stor forskel, frem for at de står og samler støv på et lager her i Danmark.

Vil gøre stor gavn

Rotary Syddanmark henvendte sig som nogle af de første til regionen tilbage i foråret med et ønske om at modtage en donation til Rotary i Ukraine.

Peter Zinck, der er distriktsguvernør i Rotary Syddanmark, glæder sig over regionens donation og siger:

- Vi er utrolig glade for donationen. Vi gør alt, hvad vi kan gøre for at hjælpe i Ukraine, og hjælpen rækker endnu længere, når det er donationer, der er tale om. Helt konkret så kan de værnemidler, som ikke længere kan bruges i Danmark, stadig give stor glæde og gøre gavn i Ukraine, hvor de vil blive brugt af personale og medhjælpere, der skal hjælpe ofre for krigen i Ukraine.

Det er Rotary Syddanmark, der har ansvaret både praktisk og økonomisk for at få fragtet værnemidlerne til Ukraine. Rotary Syddanmark og regionen er nu i fuld gang med at koordinere, så værnemidlerne kan blive sendt afsted så hurtigt som muligt. 

APPFWU02V