Publikumsprisen skal afgøres via SMS-stemmer
Region Syddanmark offentliggør nu de seks frivillige initiativer, som er nomineret til Frivillighedsprisen 2023. I de kommende uger kan alle syddanskere stemme på deres favorit til Publikumsprisen, som er én af de i alt fire priser, regionen uddeler 25. maj.
Region Syddanmark hylder igen i år frivilligheden ved en stor prisuddeling 25. maj 2023, hvor alle de frivillige, der er tilknyttet regionen, er inviteret til et brag af en fest i Kolding.
Men inden da kan alle syddanskere deltage i SMS-afstemningen og få indflydelse på, hvilken af de seks nominerede frivillige indsatser, der skal vinde Publikumsprisen. SMS-afstemningen er åben fra i dag 4. maj 2023 til og med 22. maj 2023.
Stem på din favorit blandt de nominerede
Hele 43 frivillige indsatser var indstillet til Frivillighedsprisen 2023. Blandt de mange spændende initiativer, har en dommerkomite nomineret seks indsatser.
De nominerede er …
Vores Fælles Historier på OUH i Odense
Vores Fælles Historier bygger bro mellem yngre og ældre generationer via højtlæsning. Én gang om ugen læser en ung frivillig i alderen 15-29 år højt for patienter, der er indlagt på Geriatrisk Sengeafsnit på OUH.
App-Guiderne på OUH i Odense og Svendborg
App-Guiderne støtter og hjælper patienter og pårørende med at komme i gang med at bruge de mange forskellige sundheds-apps, som sundhedsvæsnet tilbyder.
Gå-klubben – et samarbejde mellem Nyborg Gymnasium og Handicapcenter Fyn
En gruppe elever fra Nyborg Gymnasiums internationale linje går ture og ser film sammen med borgerne på handicapcenter Fyn i Nyborg. Mange af eleverne taler ikke dansk, men det betyder ikke så meget, for centerets borgere har et begrænset sprog, og kommunikationen foregår med kropssprog og nærvær.
Palliativ Frivillig indsats på Sygehus Sønderjylland i Sønderborg
De frivillige er til stede i den sidste del af patientens liv, hvor de tilbyder tryghed, støtte, samvær og aflastning af pårørende samt aktiviteter, som tager udgangspunkt i patientens og de pårørendes behov.
Tøj To Go i Psykiatrien i Region Syddanmark
Det er ikke alle patienter, som har et fyldt klædeskab derhjemme, eller som har netværk, der kan komme med tøj, når de er indlagt på en psykiatrisk afdeling. Tøj To Go er en tøjdonationsordning, som tilbyder indlagte patienter gratis tøj og sko, der passer til årstiden.
Frivillige i vinterbadeklubben OdinsVig i Odense
I vinterhalvåret bliver patienter med tilknytning til Psykiatrisk Afdeling i Odense inviteret til vinterbadning i havnebadet i Odense.
Mere end saftevand
Fungerende regionsrådsformand Bo Libergren (V) glæder sig over, at frivilligheden blomstrer i Region Syddanmark:
- Frivillige indsatser er mere end at vise vej ved hovedindgangen eller at hente et glas saftevand til patienterne. Det handler om betydningsfulde, omsorgsfulde og livsbekræftende relationer mellem mennesker, som giver hinanden deres tid og opmærksomhed, hvad enten det er i korte eller længere møder. Det er en fornøjelse, at frivilligheden har det så godt i vores region, og at vi igen i år kan fejre de frivillige.
Stephanie Lose var en del af dommerkomitéen, inden hendes orlov fra regionsrådet, og hun var dermed med til at udpege de nominerede. I stedet for hende deltager Bo Libergren i prisoverrækkelsen, hvor vinderne af hovedprisen på 50.000 kr. og to mindre priser på 10.000 kr. kåres, og hvor vinderne af Publikumsprisen afsløres. Publikumsprisen er også på 10.000 kr.
Dommerkomitéens medlemmer
Dommerkomiteen, som mødtes 7. marts 2023, bestod på det tidspunkt af:
Medlemmer af regionsrådet:
- Stephanie Lose (V), regionsrådsformand
- Dan Skjerning (A), medlem af Forretningsudvalget og Udvalget for det nære sundhedsvæsen
Repræsentant fra sygehus- eller socialområdet:
- Anne Mette Vind, sygeplejefaglig direktør i Region Syddanmark
Repræsentanter fra hvert af regionens fire brugerråd:
- Kim Callesen, headspace (Udsatterådet)
Gitte Stærk, Psoriasisforeningen, (Kontaktforum for Handicap)
Anne Hvidberg Jørgensen, SIND - Landsforeningen for psykisk sundhed (Psykiatrisk Dialogforum)
Grethe Skovlund, Alzheimerforeningen (Sundhedsbrugerrådet)
Pressen:
- Kim Dahl Nielsen, Chefredaktør Vejle Amts Folkeblad.
Det har været dommerkomiteens opgave at nominere de seks frivillige indsatser og finde vinderen af hovedprisen og de to mindre priser.