Skip til primært indhold

Nyt patientjournalsystem tages i brug i Sydvestjylland og Lillebælt 29. maj

29. maj vil Sydvestjysk Sygehus, Sygehus Lillebælt og Region Syddanmarks øvrige enheder i Sydvestjylland og Lillebælt som de sidste overgå til det nye patientjournalsystem EPJ SYD.

Tredje og sidste etape af udrulningen af det nye patientjournalsystem EPJ SYD i Region Syddanmark foregår i Sydvestjylland og Lillebælt.

Første etape af udrulningen foregik 3. oktober 2021 i Region Syddanmarks sønderjyske enheder, og her samlede Region Syddanmark værdifuld erfaring til de efterfølgende implementeringer. Det betød, at Region Syddanmark forud for anden etape af udrulningen, som foregik på Fyn – herunder OUH – 20. februar 2022, havde mulighed for at justere på forskellige forhold og uhensigtsmæssigheder, der viste sig efter første udrulning.

Formand for Digitaliserings- og Innovationsudvalget Anja Lund (V) siger:

- Implementeringen af EPJ SYD på Fyn var endnu mere vellykket end i Sønderjylland – også størrelsen taget i betragtning. Vi bliver hele tiden klogere og kan på den baggrund klargøre og forberede klinikken endnu bedre. Derfor har jeg fuld tiltro til, at udrulningen i Sydvestjylland og Lillebælt kommer til at gå mindst lige så godt som på Fyn – også selvom der er tale om to separate idriftsættelser på flere matrikler og enheder på samme tid.

Erstatter COSMIC

EPJ SYD erstatter det hidtidige patientjournalsystem COSMIC, som har været i brug i Region Syddanmark siden 2009. EPJ SYD implementeres af Region Syddanmarks programorganisation i samarbejde med Systematic A/S, der også har leveret EPJ-løsningen i Region Midtjylland. EPJ SYD bygger på det samme grundsystem som Region Midtjyllands løsning.

Anja Lund siger:

- Når EPJ SYD er taget i brug på Sydvestjysk Sygehus, Sygehus Lillebælt og psykiatrienhederne i områderne, er hele Region Syddanmark overgået til EPJ SYD. Det er virkelig imponerende, at organisationen bag har været i stand til at komme i mål med så stort et projekt så relativt smertefrit. Det vidner om et grundigt forarbejde, og jeg glæder mig til, vi kommer helt i mål. Vores medarbejdere på sygehusene har taget rigtig godt imod det nye system, og jeg ser frem til, at vi kan høste fordelene af det nye patientjournalsystem.

Løsningen implementeres efter princippet om samme opgave, samme opsætning, så der bliver tale om én regional løsning. Det vil gøre det nemt at udveksle oplysninger på tværs i den syddanske region. Alle medarbejdere, der skifter til EPJ SYD 29. maj, har fået oplæring i det nye system, og det forventes at bidrage til en god overgang til det nye system.

APPFWU02V