Rejsegilde på nyt syddansk diabetesfyrtårn
I 2023 overtager Steno Diabetes Center Odense nøglerne til hele 20.000 nye kvadratmeter, som bygges i forbindelse med det nye OUH. Den nye bygning kommer til at danne ramme om forebyggelse, behandling og forskning inden for diabetes, som er en af de kroniske sygdomme, der rammer allerflest danskere.
Steno Diabetes Center Odenses nye bygning bliver taget i brug samtidig med nyt OUH, efter at nøglerne overdrages af entreprenøren ultimo 2023. Den 27. juni var der rejsegilde på den nye bygning, og håndværkere og samarbejdspartnere var inviteret til at se og fejre byggeriet, som kommer til at danne ramme om forebyggelse, behandling og forskning inden for diabetes, som er en af de kroniske sygdomme, der rammer allerflest danskere.
Den 20.000 kvadratmeter store bygning, som ligger i forbindelse med det nye OUH, kommer til at danne ramme for et af Europas største centre for forebyggelse, behandling og forskning inden for diabetes. En diagnose, som omkring 280.000 danskere har, og af dem bor knap 70.000 i Region Syddanmark.
Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) glæder sig til at kunne byde diabetespatienterne ind i det nye byggeri, når det står helt færdigt:
- Diabetes er en af de kroniske sygdomme, som rammer flest danskere. Det er en sygdom, som fylder meget for dem, der har den, og for deres familier. Jeg er utrolig glad for, at Steno Diabetes Center Odense næste år kan flytte ind i helt nye lokaler, og at her vil blive produceret viden og behandling, som kan højne livskvaliteten hos personer med diabetes, så sygdommen ikke fylder mere end højst nødvendigt.
Alle specialerne under ét tag
Steno Diabetes Center Odense blev etableret den 1. januar 2018 og er støttet af en 10-årig bevilling fra Novo Nordisk Fonden. Centeret blev etableret med det formål at styrke diabetesindsatsen i Region Syddanmark og samarbejdet mellem relevante parter på diabetesområdet, eksempelvis regionens sygehuse, kommunerne og almen praksis.
Formand for Region Syddanmarks udvalg for byggeri, indkøb og grøn omstilling Karsten Uno Petersen (S) siger:
- Med det nye center samler vi alle diabetesrelaterede specialer under ét tag. Vi samler sundhedsvæsenet omkring borgeren, i stedet for at borgeren skal tilpasse sig sundhedsvæsenet. I dag skal unge for eksempel overflyttes fra børneafdelingen til voksenambulatoriet, når de fylder 18, men fremover skal de blive ved med at komme til kontroller i det hus, som de kender og er vant til at komme i.
Novo Nordisk Fonden og Region Syddanmark finansierer i fælleskab projektet med Novo Nordisk Fonden som største bidragsyder.
Centeret kommer til at bestå af ca. 12.000 kvadratmeter klinisk behandlingsområde, forskning og undervisningsfaciliteter foruden en parkeringskælder på godt 4.000 kvadratmeter. Derudover indgår der i byggeriet en forbindelsesgang mellem det somatiske sygehus i vest og psykiatrisygehuset i øst.