Skip til primært indhold

Udvidet forskergruppe omkring sundhedsundersøgelsen i Grindsted klar med anbefaling

Den udvidede forskergruppe omkring sundhedsundersøgelsen i Grindsted præsenterede mandag deres anbefaling. Gruppen anbefaler en plan med tre hovedelementer, som både vil give regionsrådet en opdatering af den oprindelige sundhedsundersøgelse og tilføje to yderligere undersøgelser, der går på borgernes bekymringer og risikoen ved at bo i Grindsted by.

Mandag aften præsenterede formanden for den udvidede forskergruppe, Jesper Bo Nielsen, gruppens anbefaling omkring yderligere undersøgelser af Grindstedforureningen. Det skete ved et møde i regionshuset, hvor både regionsrådet og den politiske følgegruppe deltog.

Den udvidede forskergruppe blev nedsat i oktober 2021 for at afklare, om der var behov for at undersøge sundhedstilstanden i Grindsted yderligere.

Formand for den udvidede forskergruppe Jesper Bo Nielsen siger:

- Jeg er glad for, at jeg, som formand for den udvidede forskergruppe, kan præsentere denne anbefaling til regionsrådet og den politiske følgegruppe. I den udvidede forskergruppe er vi enige om, at den oprindelige sundhedsundersøgelse opfyldte det formål, der oprindeligt blev sat for undersøgelsen – nemlig at undersøge sygdomsforekomsten. Nu præsenterer vi så en anbefaling til tre undersøgelser, vi vurderer vil være med til at give et endnu bredere billede af sygdomsforekomsten i Grindsted. Det er også vores klare håb, at undersøgelserne vil være med til at skabe mere tryghed, som vi klart fornemmer, at borgerne i Grindsted søger.

Tre konkrete undersøgelser

Den udvidede forskergruppe har mødtes fire gange, og på det seneste møde 18. januar 2022 blev der fremlagt fire forslag til yderligere undersøgelser i Grindsted.

Gruppen anbefaler politikerne i regionsrådet at gennemføre tre af de fire undersøgelser, så snart det er muligt:

1. En opdatering af den oprindelige sundhedsundersøgelse over sygdomsforekomst, så data fra 2017 til 2021 tilføjes den eksisterende rapport, som dækker årene frem til 2017. Samtidig kan det overvejes at gentage opdateringen af udviklingen i sygdomsforekomst i Grindsted hvert femte år for at følge udviklingen i de kommende år.

2. En risikoundersøgelse, der ser på risikoen ved at bo i Grindsted i fremtiden. Undersøgelsen foreslås timet med den arbejds- og miljømedicinske undersøgelse idet begge projekter vil have gavn af data fra hinanden. Undersøgelsen vil også tage højde for eksisterende undersøgelser af bl.a. vand og indeklima samt en udvælgelse af relevante stoffer, hvor den nuværende eksponering og de fastsatte grænseværdier sammenlignes for at få et billede af eventuel fremtidig risiko.

3. En arbejds- og miljømedicinsk undersøgelse, hvor borgerne inviteres til at beskrive deres bekymringer og symptomer over for læger fra Odense Universitetshospitals Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling i et ambulatorium på Grindsted Sygehus. Derudover vil der også blive lavet en vurdering af de enkelte borgeres udsættelse for konkrete forureningsstoffer.

Forskergruppen har besluttet, at det fjerde forslag, som bl.a. indeholder en eksperimentel model, afventer videre stillingstagen, da undersøgelsen kræver information og data om forureningskilder og eksponering i Grindsted, der endnu ikke er tilgængelig. Disse informationer og data kan potentielt findes via to af de anbefalede undersøgelser.

Borgermøde på vej

Det næste skridt på anbefalingens vej er, at den nu skal præsenteres for borgerne i Grindsted. Det kommer til at ske på et borgermøde 3. februar 2022 kl. 19.00 på Grindsted Gymnasium og HF, Tinghusgade 20, 7200 Grindsted. Borgermødet kræver tilmelding senest onsdag 2. februar 2022 klokken 10.00 via e-mail til: tilmelding@billund.dk

Formand for den udvidede forskergruppe Jesper Bo Nielsen siger:

- Det er afgørende, at vi får præsenteret borgerne i Grindsted for vores anbefaling, så vi sikrer os, at vi får forventningsafstemt med borgerne, hvad de vil få ud af de undersøgelser, vi anbefaler. Jeg vil i den forbindelse gerne understrege, at når forskere sammenligner forskelle – for eksempel på byer eller sygdomsforekomst – så bruger de statistik. Forskerne undersøger helt enkelt, om en forskel mellem to tal kan skyldes tilfældigheder. Det er meget små tal, vi har at gøre med i meget af den data, der foreligger om sygdomsforekomst i Grindsted. De nye undersøgelser vil både fokusere på sygdomsforekomst, borgernes bekymringer og de stoffer, der befinder sig i miljøet. Vi kan ikke på forhånd love, at de nye undersøgelser vil bidrage til mere konkret viden om årsagssammenhænge.

Efter borgermødet vil forskergruppens anbefaling blive behandlet i regionens forretningsudvalg, når de uddybede projektforslag fra forskerne ligger klar. Herefter vil anbefalingen blive sendt videre til behandling i regionsrådet.

De tre projektbeskrivelser i anbefalingen:

Projekt 1: Sygdomsforekomst blandt borgere i Grindsted: Opdatering

Projekt 2: Risikovurdering – kort

Projekt 3: ”Deskriptiv Work Package"

APPFWU02V