Skip til primært indhold

Nyt udvalg styrker dansk-tysk samarbejde i Region Syddanmark

Regionsrådet vedtog på sit møde mandag at nedsætte et særligt rådgivende udvalg om dansk-tysk samarbejde. Den 62-årige landmand Jens Wistoft (V) fra Kruså bliver formand for udvalget.

Regionsrådet har sat et nyt udvalg i verden, et såkaldt § 17, stk. 4-udvalg, som skal beskæftige sig med det overordnede dansk-tyske samarbejde og rådgive regionsrådet om dette.

Formand for udvalget er det nyvalgte regionsrådsmedlem Jens Wistoft, og de øvrige medlemmer er regionsrådsformand Stephanie Lose (V), Michael Nielsen (K), formand for Udvalget for regional udvikling og regionsrådsmedlem Kim Johansen (S).

Adgang til arbejdskraft

Formand for udvalget Jens Wistoft (V) udtaler:

- I dag er der allerede et godt samarbejde i det dansk-tyske grænseland, og det kan blive endnu stærkere. Det kan udvalget her og dansk-tysk udviklingsalliance medvirke til. For mig er det især vigtigt, at vi får styrket mulighederne for adgang til arbejdskraft, for det er en udfordring i hele grænseområdet, og det er et af de områder, som det nye udvalg kommer til at beskæftige sig med.

I den forbindelse understreger Jens Wistoft, at adgangen til arbejdskraft ikke kun kommer Region Syddanmark men også resten af landet til gode.

Samarbejde om grøn omstilling

Den grønne omstilling er også et fokuspunkt for Jens Wistoft:

- Det er en meget vigtig opgave, vi har med grøn omstilling i grænselandet, og her vil jeg arbejde for, at vi samarbejder over alle grænser – lige fra kommune- og regions- til landegrænser. Det er min erfaring fra mange års arbejde i kommunalpolitik, at det skal til, for at vi virkelig kan flytte noget.

Fokus for det rådgivende udvalg

De områder, som udvalget særligt vil sætte fokus på, er bl.a. Dansk-Tysk Udviklingsalliance, regionens strategiske samarbejdsaftale med delstaten Slesvig-Holsten, støttemulighederne i EU-programmet Interreg 6A Deutschland-Danmark, samarbejdet i Region Sønderjylland-Schleswig og i STRING Network og samarbejder med grænselandets organisationer for mindretal.

Udvalgets medlemmer

• Jens Wistoft (V), formand
• Stephanie Lose (V)
• Michael Nielsen (K)
• Kim Johansen (S)

Udvalget vil afholde tre til fire møder om året og afrapportere en gang årligt over for regionsrådet.

Om Jens Wistoft

Jens Wistoft er 62 år, landmand og bor på en gård ved Kruså. Ud over at være formand for det særlige rådgivende udvalg for dansk-tysk samarbejde er han medlem af Udvalget for regional udvikling og Digitaliserings- og innovationsudvalget. Han sidder desuden i byrådet i Aabenraa Kommune og er her medlem af Social- og Seniorudvalget, Sundheds- og Forebyggelsesudvalget og Børn og Unge-udvalget.

Se billede af Jens Wistoft

APPFWU02V