Skip til primært indhold

Mette With Hagensen bliver formand for Sundhedsudvalget

Region Syddanmarks Sundhedsudvalg har i dag konstitueret sig og valgt Mette With Hagensen (S) til formand for udvalget, mens næstformand bliver Sarah Andersen (V). Efter fire valgperioder med samme formand for regionens Sundhedsudvalg skifter formandsposten nu hænder til den nyvalgte leder af den socialdemokratiske gruppe i regionsrådet.

Der kommer helt nye kræfter til på formand- og næstformandsposterne i regionens sundhedsudvalg. Det blev en realitet i dag, da leder af regionsrådets Socialdemokratiske gruppe Mette With Hagensen (S) blev udpeget til udvalgsformand, og Venstres Sarah Andersen blev næstformand.

Klik her for at se et billede af Mette With Hagensen

Bred vifte af emner på dagsordenen

Sundhedsudvalget er ét af i alt 8 stående udvalg i regionen. Udvalget beskæftiger sig med den løbende drift og udvikling på sundhedsområdet med fokus på sygehusene. Politikerne skal behandle emner såsom kvalitet, forskning, specialeplanlægningen på sygehusene, coronahåndtering og udrulningen af regionens nyeste planer på føde-og akutområdet.

Et sundhedsvæsen for hele livet

Mette With Hagensen glæder sig til at komme i gang som formand for Sundhedsudvalget. Hun siger:

- Vi står med et sundhedsvæsen, der er under pres - og det ikke kun på grund af sygeplejerske-strejken og corona. Sundhedsvæsnet er presset generelt. Det er derfor afgørende for mig, at vi finder løsninger, der kan give personalet bedre arbejdsvilkår, så de kan løse deres opgaver bedst muligt og dermed sikre patienterne den behandling, de har ret til. Sundhedsvæsnet er til for borgerne, og vi skal sikre en høj standard i alle de behandlinger, vi tilbyder borgerne. Vi skal både give syddanskerne en god start og en værdig afslutning på livet, derfor vil jeg også lægge ekstra vægt og opmærksomhed på de politiske planer, regionen har vedtaget på fødeområdet og for den sidste tid.

Om Mette With Hagensen

Mette With Hagensen er 54 år. Hun er født og opvokset i Esbjerg men bor i dag i Varde. Hun er gift og har tre børn. Hun arbejder til daglig som rektor på Rybners Handelsgymnasium i Esbjerg.

Hun er tidligere formand for børnerådet (2020) og formand for Skole og Forældre (2012-2018).

Sundhedsudvalgets 11 medlemmer

Udover formand Mette With Hagensen og næstformand Sarah Andersen består udvalget af ni medlemmer. Udvalget består i sin helhed af:

  • Mette With Hagensen (S), formand
  • Sarah Andersen (V), næstformand
  • Michael Nielsen (K)
  • Henriette Schlesinger (V)                   
  • Anja Lund (V)             
  • Gitte Frederiksen (V)
  • Pernelle Jensen (V)
  • Poul Erik Jensen (S)
  • Mark Søgaard (S)       
  • Annette Blynél (SF)
  • Lars Mogensen (EL)  
APPFWU01V