Skip til primært indhold

Mette Bossen Linnet bliver formand for Psykiatri- og socialudvalget

Region Syddanmarks psykiatri- og socialudvalg har på mødet 2. februar udpeget Mette Bossen Linnet (V) til formand og Anne Skau Styrishave (R) til næstformand.

Psykiatri- og socialudvalget i Region Syddanmark konstituerede sig onsdag 2. februar med Mette Bossen Linnet (V) som ny formand. Næstformand bliver Anne Skau Styrishave (R).

Psykiatri- og socialudvalget er et af otte stående udvalg i Region Syddanmark.

I sidste valgperiode var 28-årige Mette Bossen Linnet fra Tønder menigt medlem i Psykiatri- og socialudvalget og formand for Digitaliseringsudvalget.

Den nyvalgte formand siger om sin nye formandspost:

- Jeg glæder mig rigtig meget til at stå i spidsen for Psykiatri- og socialudvalgets arbejde de næste fire år. Det er et område, der står mit hjerte nært og er på mange måder en drømme-post, som jeg går til med lige store dele ambitioner og ærefrygt. Det er et svært og kompliceret område, men også et område, hvor vi virkelig har chancen for, for alvor, at gøre en positiv forskel for andre menneskers fremtidige liv. Det er et stort ansvar, der venter hele udvalget.

- Og fundamentet, vi står på, er stærkt. På trods af udfordringer er tilfredsheden stor på begge områder, og der er generelt gode takter. På socialområdet er der stigende efterspørgsel efter regionens højtspecialiserede sociale tilbud, og på psykiatriområdet er vi i fuld gang med at give liv til den meget ambitiøse psykiatriplan, som vi vedtog i 2020, og som løber indtil 2024.

- Der er ingen tvivl om, at området kommer til at få et endnu større fokus og bevæge sig længere op ad på den politiske dagsorden nationalt de næste par år. På socialområdet har vi en evaluering af det specialiserede socialområde på vej, på psykiatriområdet har sundhedsstyrelsen for nylig præsenteret deres faglige oplæg til den kommende 10-årsplan for psykiatrien, og begge områder fylder i tv-udseendelser og debatten generelt.

- Derfor vil fokus også være på kvalitet, kapacitet og sammenhæng og på at sikre mere lighed i sundhed – områder, vi allerede har taget hul på i arbejdet med vores psykiatriplan fra 2020. Men det er også afgørende, at vi som region fortsat udbygger vores samarbejde med kommuner og interesseorganisationer om at sikre bedre mental sundhed og forebyggelse af psykiske lidelser.

- Vi skal styrke vores behandling af de sværest psykisk syge, men også udbygge behandlingstilbuddene til personer med lettere eller moderate symptomer, så vi kan sætte tidligere ind, før det når at udvikle sig til en svær psykisk sygdom. Alt for mange har eller får en psykisk sygdom, det skal vi have bremset, ligesom vi skal hjælpe de mange, der får en psykisk lidelse, til at håbe og tro på, at de kan få det bedre og vende tilbage til en mere almindelig hverdag og derfor også hjælpe dem med at komme i uddannelse eller arbejde. Det er alt sammen opgaver, som jeg glæder mig til, sammen med udvalget, at yde vores bidrag til at løse.

- Syddanmark får ikke Danmarks bedste psykiatri af, at vi politisk bare stiller stadigt højere krav til vores ansatte, men derimod ved, at vi, der har det overordnede politiske og administrative ansvar, går forrest, sætter området på dagsordenen, sikrer de nødvendige vilkår at arbejde under og lytter interesseret til vores patienter og vores ansatte. Danmarks bedste psykiatri kræver en bred inddragelse af patienterne og deres pårørende, de ansatte, foreningerne, uddannelsesinstitutioner, de syddanske kommuner og hvem der ellers har interesse i at arbejde for at styrke området sammen med udvalget. 

Psykiatri- og socialudvalget tæller 11 medlemmer. Udvalget beskæftiger sig med udviklingen på psykiatri- og socialområdet og drøfter udviklingstendenser og de områder, hvor der er udfordringer. Udvalget beskæftiger sig med opfølgningen på fastsatte mål i politikker og planer, herunder sundhedsplanen. Udvalget beskæftiger sig desuden med fastsættelse af temaerne for de årligt udvalgte indsatsområder, jf. sundhedsplanen.

Klik her for at hente et billede af Mette Bossen Linnet.

Udvalgets medlemmer

Psykiatri- og socialudvalget består af:

  • Mette Bossen Linnet (V), formand
  • Anne Skau Styrishave (R), næstformand
  • Roya Moore (K)                                     
  • Sabrina Bech Røn (NB)                                                    
  • Bjarne Nielsen (V)                                
  • Sarah Andersen (V)                              
  • Gitte Frederiksen (V)                          
  • Sara Darling Berg Jørgensen (S)                                  
  • Bente Gertz (S)                                      
  • Ole Marcussen (S)                                
  • Suzi Würtz Kjærgaard (SF)

Kort om Mette Bossen Linnet

Mette Bossen Linnet er uddannet folkeskolelærer og arbejder som lærer i to 7. klasser på Tønder Overbygningsskole. Hun blev valgt ind i regionsrådet første gang i 2013. Ud over Psykiatri- og socialudvalget er hun medlem af Forretningsudvalget.

Privat bor Mette Bossen Linnet i Tønder, hvor hun også er valgt til kommunalbestyrelsen i Tønder Kommune. Her er hun medlem af Sundhedsudvalget og Børn og Skoleudvalget.

APPFWU01V