Skip til primært indhold

Administrerende direktør på Sygehus Sønderjylland Peter Fosgrau går på pension

Administrerende direktør på Sygehus Sønderjylland Peter Fosgrau har valgt at gå på pension ved årsskiftet efter seks år på posten. Peter Fosgrau har tidligere været direktør på både Sydvestjysk Sygehus og Odense Universitetshospital (OUH).

31. december 2022 går administrerende direktør på Sygehus Sønderjylland Peter Fosgrau på pension efter seks år i spidsen for sygehuset.

- Efter grundig overvejelse sammen med mine nærmeste har jeg besluttet at afslutte et langt og spændende arbejdsliv for at gå på pension i begyndelsen af det kommende år. Jeg har været utrolig glad for min tid som administrerende direktør på Sygehus Sønderjylland, og jeg er stolt af de mange flotte resultater, som vi har nået sammen, siger Peter Fosgrau, som runder de 65 år i næste måned.

Peter Fosgrau blev ansat som administrerende direktør på Sygehus Sønderjylland i 2017, da sygehuset stod midt i en turbulent periode med utilfredshed blandt medarbejderne.

- Jeg har oplevet fantastiske, dedikerede og engagerede medarbejdere og ledere, som hver eneste dag – og nogle gange under svære vilkår – har gjort deres allerbedste for sygehusets patienter og pårørende. Jeg kommer til at savne det stærke og tillidsfulde samarbejde om sygehusets opgaver, men efter mange år, hvor arbejdet har fyldt en stor del af mit liv, er tiden kommet til, at der skal være mere plads til familie og mine mange interesser, siger han.

En kompetent leder

Regionsdirektør Jane Kraglund er ærgerlig over at skulle sige farvel til en værdsat direktør:

- Peter har i de sidste 13 år været direktør på tre af vores fem sygehuse, og han har altid vist sig som en særdeles kompetent leder. Jeg har aldrig været i tvivl om hans kvaliteter, og han har da også vist sig at være den helt rigtige person på posten i Sønderjylland. I samarbejde med den øvrige direktion har han formået at forbedre trivslen og arbejdsglæden blandt medarbejderne kombineret med et fortsat og vedholdende fokus på høj kvalitet i behandlingen af patienterne.

I løbet af efteråret vil regionen tage hul på processen med at finde en ny administrerende direktør til Sygehus Sønderjylland. Den øvrige direktion på Sygehus Sønderjylland består af lægelig direktør Peter Sørensen og sygeplejefaglig direktør Eva Nielsen.

Direktør på tre af regionens sygehuse

Peter Fosgrau er uddannet cand.scient.pol. i 1983 og har siden 1989 fungeret i forskellige lederstillinger.
Fra 2009 til 2011 var han direktør på Sydvestjysk Sygehus. Derefter gik turen til Odense Universitetshospital og Svendborg Sygehus (OUH), hvor han var direktør i perioden 2011 til 2017. Fra 2014 til 2017 varetog han desuden stillingen som projektdirektør for byggeriet af det nye OUH.

Siden januar 2017 har han været administrerende direktør på Sygehus Sønderjylland – de første to måneder som konstitueret direktør.

Fakta om Sygehus Sønderjylland

Sygehus Sønderjylland omfatter akutsygehuset i Aabenraa, specialsygehuset i Sønderborg og daghospitalet i Tønder.

Sygehus Sønderjylland har et samlet budget på cirka 2,1 mia. kr. og har cirka 3.000 medarbejdere ansat.

APPFWU01V