Skip til primært indhold

Nu oprettes der restvaccinelister i Trekantområdet og på Fyn

Nu kan også borgere i Trekantområdet og på Fyn skrive sig på ventelister til at blive vaccineret med restvacciner. Det skyldes gode erfaringer med ventelister fra Sønderjylland og Sydvestjylland.

Fra fredag 26. marts bliver det muligt for borgere i Trekantområdet og på Fyn at skrive sig på ventelister til restvacciner. Det har borgere i Sønderjylland og Sydvestjylland haft mulighed for siden 17. marts.

Dermed har regionens borgere mulighed for at skrive sig på en vaccinationsventeliste, hvis de bor i nærheden af et vaccinecenter i Aabenraa, Sønderborg, Esbjerg, Vejle, Kolding, Odense og Svendborg.

Hver eneste vaccine tæller

Mange syddanskere skriver sig dagligt på listerne til restvacciner. Således var der fx 21. marts i alt 1991 tilmeldte til listerne i Sønderjylland og Sydvestjylland, og af dem fik otte tilbudt vaccine. Så mange bliver skuffede, men alligevel betegner koncerndirektør Kurt Espersen ventelisterne som en succes:

- Det er meget vigtigt for os, at hver en dråbe af de vacciner, vi har, kommer borgerne til gavn. Derfor er hver eneste, der vaccineres med en restvaccine, en succes. Med erfaringerne fra Sydvestjylland og Sønderjylland ved vi nu, hvordan vi bedst muligt håndterer ventelisterne, så derfor tager vi nu Trekantområdet og Fyn med, så tilbuddet omfatter hele regionen.

For borgere på 70 år og derover og inviterede

I øjeblikket er restvaccinelisten åben for personer, der i forvejen har fået en invitation til vaccination, samt alle personer på 70 år eller over. Det er planen, at aldersgrænsen vil flytte sig, i takt med at målgrupperne for vaccinationsindsatsen bliver yngre.

Hvis man bliver ringet op med et tilbud om en restvaccine, skal man kunne møde på vaccinationscenteret senest 30 minutter efter at være blevet ringet op.

Hvem kan skrive sig på ventelisterne og hvordan

Personer, som allerede har en invitation til vaccination - uanset alder.
Personer på 70 år og derover - uanset om de har en invitation eller ej.
Her kan man melde sig på ventelisten: https://www.rsyd.dk/restvacciner - obs side mangler. 
Tilmeldingen gælder kun for den pågældende dag, man tilmelder sig. Man skal altså dagligt forny sin tilmelding.
Man kan tilmelde sig frem til kl. 14 den pågældende dag, og tilmeldingen gælder for resten af dagen.

Yderligere information:

Koncerndirektør Kurt Espersen, Region Syddanmark – kan kontaktes via presserådgiver Carsten Bruun.

Presserådgiver

Carsten Bruun

Presserådgiver

Rådgiverteamet - Koncern Kommunikation


20 26 33 92
APPFWU02V