Skip til primært indhold

Efter et corona-år skal trivsel for regionens ansatte løftes for 15 mio. kr.

Der var fokus på trivslen hos de ansatte på regionens arbejdspladser efter et år med corona, da forretningsudvalget holdt møde 19. maj. Et forslag om et løft af trivslen til 15. mio. kr. går nu videre til regionsrådet.

Forretningsudvalget i Region Syddanmark besluttede 19. maj at sende et forslag om at bruge 15 mio. kr. til et løft at trivslen på regionens sygehuse, i Ambulance Syd og i regionshuset til videre behandling i regionsrådet.

Forslaget skal ses i lyset af et år med helt nye opgaver og meget anderledes arbejdsvilkår som fx brug af værnemidler, nye beredskaber, pukkelafvikling og lange perioder med hjemmearbejde uden kontakt til kolleger på arbejdspladsen.

Største omstilling nogensinde

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) udtaler;

- Medarbejdere på regionens arbejdspladser har fra den ene dag til den anden skulle omstille sig til helt nye arbejdsvilkår og -udfordringer. Faktisk er der tale om den ubetinget største omstilling af regionens virksomhed nogensinde. Og uanset, at man er lykkedes med at løse opgaverne, påvirker sådan en udfordring medarbejdernes trivsel. Det skal vi tage hånd om, og derfor ønsker vi at styrke trivslen blandt de ansatte i år med en ekstraordinær indsats til 15 mio. kr.

Lokale indsatser

Midlerne vil blive afsat til lokale faglige, organisatoriske og sociale aktiviteter på regionens arbejdspladser, fortæller Stephanie Lose.

- Vi ved, at det spiller en stor rolle for trivsel og motivation, at man har mulighed for at udføre sit arbejde i en høj kvalitet sammen med gode kolleger. Derfor er det også ude på arbejdspladserne, de bedst ved, hvordan midlerne kan være med til at give mening og skabe værdi i forhold til at styrke trivslen til gavn for medarbejderne selv, patienter og borgere.

Forslaget går på at fordele pengene i forhold til antal medarbejdere og på, at indsatsen bliver forankret i MED-systemet, der er det fælles forum for ledelse og medarbejdere i regionen.

Det sociale område er ikke omfattet af de ekstraordinære midler, da regionsrådet rent budgetteknisk ikke har mulighed for at bevilge yderligere midler til dette område. Men fokus på medarbejdernes trivsel gælder også socialområdet, og der vil være aktiviteter til fremme for trivslen blandt andet i form af faglige oplæg på tværs af socialområdet.

Forslaget går nu til videre behandling i regionsrådet 31. maj, og finansieringen vil blive indarbejdet i den budgettilpasning, der behandles på regionsrådets møde i juni.

Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer.

Yderligere oplysninger

Stephanie Lose

Regionrådsformand


25 33 09 82 Stephanie Lose, Venstre
APPFWU02V