Skip til primært indhold

Syddanskerne bakker op om sundhedsundersøgelse

Syddanskerne ligger i toppen, når det gælder om at besvare den landsdækkende undersøgelse af danskernes sundhed og trivsel ”Hvordan har du det?”. Flere end 6 ud af 10 syddanskere, som var inviteret til at deltage i den store sundhedsundersøgelse, indsendte deres svar. Det giver Region Syddanmark den højeste svarprocent blandt landets fem regioner.

I begyndelsen af februar modtog cirka 66.000 tilfældigt udvalgte syddanskere et brev i deres digitale postkasse, hvor de blev inviteret til at deltage i den store landsdækkende spørgeskemaundersøgelse ”Hvordan har du det?”.

I undersøgelsen skulle borgerne blandt andet svare på, om de ofte havde ondt i ryggen, hvordan de oplevede deres livskvalitet, og om de brugte snus. 

Undersøgelsen er nu afsluttet, og godt 41.000 syddanskere – svarende til 62,8 procent af de inviterede – har valgt at besvare undersøgelsen. Region Syddanmark har dermed den højeste svarprocent blandt de fem regioner.

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) glæder sig over den store syddanske tilslutning til undersøgelsen:

- Jeg vil gerne sende en kæmpe tak til alle de syddanskere, som har brugt tid og energi på at udfylde spørgeskemaet. Selvom det er den største undersøgelse af sin art i Danmark, tæller hvert eneste svar. Vi sidder nu med en helt unik viden, som gør os i stand til at sætte ind med forebyggelse de rigtige steder og i det hele taget styrke danskernes sundhed og trivsel fremover. Det er en enormt stor hjælp for os.

Resultater offentliggøres i 2022

Der går nu et større arbejde i gang med at samle op på resultaterne fra de mange spørgeskemaer, som danskere på tværs af hele landet har udfyldt, og i marts 2022 vil resultaterne blive offentliggjort.

Undersøgelsen giver et billede af, hvordan danskernes sundhed og trivsel har udviklet sig gennem årene, og hvor i landet der er særlige udfordringer netop nu.

Det er fjerde gang, undersøgelsen gennemføres siden 2010, og resultaterne bliver brugt til at forbedre forebyggelse af sygdomme og styrke danskernes sundhed og trivsel – på nationalt plan, men også lokalt i regionerne og kommunerne.

Bag undersøgelsen står de fem regioner, Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed.

 

Yderligere oplysninger

Stephanie Lose

Regionrådsformand


25 33 09 82 Stephanie Lose, Venstre
APPFWU02V