Skip til primært indhold

Vaccinationscentre åbner i flere syddanske byer

Region Syddanmark åbner nu vaccinationscentre i flere syddanske byer, og en række syddanskere vil i de kommende dage modtage en invitation til COVID-19-vaccine i deres digitale postkasse. Det gælder borgere over 65 år, som modtager pleje og hjælp i eget hjem, personer, som er i særlig risiko for alvorlig sygdom, hvis de smittes med coronavirus, og sundhedspersonale, som er i øget risiko for at blive smittet.

I denne uge vil de sidste beboere på regionens plejecentre, som ønsker en vaccine mod COVID-19, blive vaccineret. Derfor er Statens Serum Institut nu i færd med at invitere udvalgte sårbare borgere og sundhedspersonale, som er i øget risiko for at blive smittet, til at booke en tid til vaccination.

Hvis man er udvalgt til vaccination, modtager man en invitationen i sin digitale postkasse - eller som et fysisk brev, hvis ikke man har digital post. Det fremgår heraf, hvad man skal gøre, hvis man som borger eller sundhedsmedarbejder ønsker at tage imod tilbuddet om en COVID-19-vaccine.

De syddanske vaccinationer foregår i Region Syddanmarks vaccinationscentre, hvor de borgere og sundhedsmedarbejdere, der har fået tilbudt en vaccine, kan booke tid via hjemmesiden www.vacciner.dk. Regionen har foreløbig åbnet vaccinationscentre i Kolding, Esbjerg, Aabenraa, Odense og Svendborg, men flere centre er på vej – blandt andet i Sønderborg, Vejle og på Ærø.

Borgere får besked, når det er deres tur

De borgere, som nu inviteres til at blive vaccineret i vaccinationscentrene, er borgere over 65 år, der modtager pleje og hjælp i hjemmet, og borgere, som er i en særlig øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb, hvis de smittes med COVID-19 – for eksempel borgere, der er i behandling for en alvorlig kræftsygdom eller har et voldsomt svækket immunsystem. Derudover vil sundhedspersonale, som er i øget risiko for at blive smittet, som for eksempel ambulancereddere, også blive tilbudt en vaccine.

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) glæder sig over, at flere grupper af syddanskere nu får mulighed for at blive vaccineret:

- Det er dejligt, at vi nu er nået så langt og er parate i vores vaccinationscentre til at vaccinere endnu flere syddanskere. Det er dog vigtigt at fremhæve, at man nok skal få besked, når det er ens tur til at få tilbudt en vaccine. Så jeg vil gerne endnu en gang opfordre borgerne til at lade være med at ringe til lægen eller til sygehuset for at få en tid. Det er relativt få, der bliver vaccineret i første omgang, så vi må alle væbne os med tålmodighed - og man skal nok få besked.

Region Syddanmark har indtil nu modtaget 23.400 vacciner, som primært bliver brugt i denne uge til at vaccinere beboere og personale på regionens 234 plejecentre samt praktiserende læger og frontpersonale på sygehusene.

Regionen forventer at modtage endnu en leverance af vacciner i næste uge.

Fakta om rollefordelingen

Det er Sundhedsstyrelsen, som vurderer, hvilke borgere der står først i køen til en vaccine. Statens Serum Institut inviterer de udvalgte borgere, mens regionerne står for at oprette vaccinecentre og foretage vaccinationerne. 

Regionsrådet i Region Syddanmark – find kontaktoplysninger her.  

Yderligere oplysninger

Stephanie Lose

Regionrådsformand


25 33 09 82 Stephanie Lose, Venstre
APPFWU01V