Region Syddanmark gør klar til en vinter i coronaens tegn
Kampen mod corona er langt fra overstået, og derfor åbner Region Syddanmark hen over de kommende måneder syv store testcentre, der kan klare vinterens kulde og blæst. På de nye testcentre vil borgere uden symptomer og borgere med milde symptomer kunne blive testet for COVID-19. Derudover åbner en række mindre teststationer på tværs af regionen.
Siden coronaen ramte Danmark i foråret, har Region Syddanmark arbejdet målrettet på at sikre borgerne mulighed for at blive testet så mange steder som muligt i regionen. Derudover har regionen haft fokus på at gøre det så enkelt og nemt at blive testet som muligt.
Den plan, regionen har arbejdet på, bliver rullet ud over de kommende måneder samtidig med, at man vintersikrer faciliteterne, som borgerne bliver testet i.
Store testcentre i de største byer
For det første oprettes store testcentre i regionens største byer. Det sker ved, at regionen lægger de to hidtidige spor – sundhedssporet på sygehusene og samfundssporet i de hvide Testcenter Danmark-telte – sammen. I de nye testcentrene kan borgere uden symptomer og borgere med milde symptomer blive testet. Centrene bliver indrettet, så test af begge grupper af borgere kan foregå fuldt forsvarligt.
Centrene vil ligge på følgende adresser:
• Esbjerg: Randersvej 42, 6700 Esbjerg. Åbnede 1. oktober 2020.
• Svendborg: Norgesvej 2, 5700 Svendborg. Åbner 19. oktober 2020.
• Kolding: Kokbjerg 1A, 6000 Kolding. Åbner 26. oktober 2020.
• Aabenraa: Skånevej 5, 6230 Rødekro. Åbner 1. november 2020.
• Sønderborg: Ellegårdvej 16, 6400 Sønderborg. Åbner 1. november 2020.
• Vejle: Tysklandsvej 4a, 7100 Vejle. Åbner 9. november 2020.
• Odense: Billedskærervej 15, 5230 Odense M. Åbner 16. november 2020.
Derudover har regionen oprettet et podested på Ærø, hvor der er mulighed for test på sygehuset. Her kan både borgere med og uden symptomer blive testet.
Mindre teststationer i seks andre byer
Foruden de store testcentre, åbner regionen også i løbet af efteråret en række faste teststationer i Fredericia, Tønder, Middelfart, Grindsted, Nyborg og Haderslev.
Adresser, åbningstider og test-setup på de nye teststationer meldes ud, når de er endeligt på plads.
Bedre testvilkår for alle
Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) glæder sig over, at det nu bliver nemmere for syddanskerne at blive testet tæt på deres bopæl:
- Kampen mod corona har vist sig at blive en langvarig omgang. Det har hele tiden været en klar prioritet for os at sikre syddanskerne så mange testmuligheder som muligt i så gode rammer for både dem og de mange medarbejdere, der nu har knoklet løs i mange måneder, som muligt. Det kommer nu, og de nye testmuligheder vil give mange flere syddanskere mulighed for at blive testet hurtigt og tæt på, hvor de bor.
Stephanie Lose lægger ikke skjul på, at det er en stor og kompleks opgave at rulle de mange nye testcentre og stationer ud:
- Jeg vil gerne takke regionens sygehuse, kommunerne og de mange dedikerede medarbejdere, der tester løs hver dag. Det har krævet et stærkt og godt samarbejde at kunne give syddanskerne vintersikrede testmuligheder, og det synes jeg bestemt fortjener et stort skulderklap – både fra mig og de tusindvis af borgere, der bliver testet hver dag.