Region Syddanmark bygger stort nyt centrallager
Corona-krisen viser, at Region Syddanmark har behov for mere lagerplads til blandt andet værnemidler her og nu og fremover. Derfor foreslår regionens anlægs- og innovationsudvalg, at man går i gang med at bygge et nyt centrallager ved Nyt OUH umiddelbart efter sommerferien. Byggeriet af centrallageret var ellers først planlagt til at gå i gang i 2024.
For at sikre at medarbejderne på Region Syddanmarks sygehuse har nem og hurtig adgang til tilstrækkelige mængder af blandt andet håndsprit og værnemidler i forbindelse med en fremtidig epidemi, er det nødvendigt at øge regionens egne lagre af disse og andre produkter.
Det kræver mere lagerplads, og et enigt anlægs- og innovationsudvalg har derfor på deres møde i går foreslået regionsrådet at sætte gang i byggeriet af et 5.000 kvadratmeter nyt stort centrallager ved Nyt OUH umiddelbart efter sommerferien. Byggeriet af et regionslager var ellers først planlagt i 2024 eller senere. Udvalget foreslår at bruge 50 mio. kr. på selve lagerbygningen.
Karsten Uno Petersen (S), der er formand for Region Syddanmarks anlægs- og innovationsudvalg, siger:
- Én af de ting, corona-krisen har lært os, er, at vi skal være mere robuste, når det gælder vores egne lagre af for eksempel håndsprit, engangshandsker og kitler. Vi havde planer om et regionslager om nogle år, men nu viser der sig et behov her og nu. Samtidig er der en åbning, så vi kan gå i gang med det samme. Regeringen har fritaget os fra anlægsloftet, vi ejer allerede en oplagt grund, regionsrådet har fremrykket mange millioner til anlæg for at bidrage til at sætte Danmarks økonomi i gang igen og skabe arbejdspladser - så det handler sådan set bare om at komme i gang.
Regionalt lager for alle regionens sygehuse
Det kommende regionale lager skal fungere som lager for alle regionens sygehuse på udvalgte produkter. Det er oplagt at placere det ved Nyt OUH – regionens største sygehus. Placeringen tæt ved motorvejen gør det nemt at distribuere varer fra lageret til regionens andre sygehuse.
Det nye regionale lager bliver en del af den såkaldte serviceby ved Nyt OUH, der kommer til at ligge udenfor hospitalsringen. Mere præcist placeres bygningen i forlængelse af sygehusets hovedkøkken og logistik- og sterilcentral. Fra dette område af servicebyen er der en tunnel direkte til den centrale del af Nyt OUH.
Det forventes at den nye lager-bygning står færdig til foråret, og den skal derefter indrettes med reoler og logistiksystemer.
Regionsrådet behandler forslaget om et nyt centrallager på sit møde den 22. juni 2020.