Drive-in-åbent hus på Nyt OUH i Odense
Danmarks største nybyggede sygehus skyder op syd for Odense. Det enorme byggeri kan opleves i en coronasikret udgave af åbent hus på Nyt OUH søndag den 6. september 2020.
Region Syddanmark åbner nu dørene til Nyt OUH-byggeriet for 4. år i træk.
Åbent hus-arrangementerne på Nyt OUH har de tidligere år været en del af en landsdækkende kampagne, ”Vi bygger for livet”, hvor danskere har haft mulighed for at komme ind at se de store sygehusbyggerier rundt i landet. Den landsdækkende kampagne er aflyst i år på grund af corona-pandemien, da det ikke er forsvarligt at samle mange deltagere på vanlig vis og eventuelt risikere at bringe smitte ind på sygehuse i drift.
Da Nyt OUH fortsat er et sygehus under opførelse, hvor der endnu ikke er patienter, har Region Syddanmark vurderet, at man godt kan gennemføre et åbent hus i et coronasikkert set up. For at imødekomme de særlige krav, corona-situationen stiller til social adfærd i større forsamlinger, vil dette års åbent hus være en drive-in-udgave. Konceptet er en tur rundt om hospitalet på ringvejen, kun afbrudt af et ophold i en drive-in-’biograf’.
Regionsrådsformand i Region Syddanmark, Stephanie Lose (V), glæder sig til at byde de besøgende velkommen trods de noget anderledes forhold.
- Der er sket rigtigt meget på byggepladsen siden sidste år. Hvor vi sidste år kunne byde ind til en mark uden bygninger over jorden, kan vi i år vise konturerne af det store byggeri i flere etager, og nogle steder vil der være tag på til september. Der er stor interesse for byggeriet af Nyt OUH, og vi ville være kede af at springe dette år over, netop i år, hvor der sker så meget på byggepladsen. Derfor har vi udviklet et koncept, der tager højde for forsamlingsforbud og andre corona-relaterede forbehold, siger hun.
Book en times besøgstid
Besøgende skal i år tilmelde sig besøget på nytouh.dk, og al færdsel på pladsen skal ske enten i bil eller på cykel. Gående vil i år ikke blive lukket ind på byggepladsen, da der skal være et vist flow i gennemstrømningen, fortæller formand for anlægs- og innovationsudvalget Karsten Uno Petersen (S).
- Vi beder vores gæster blive i bilerne eller på cyklerne under hele besøget. Man vil køre i rolig kolonne på den ringvej, der går hele vejen rundt om byggeriet, og så vil der være to drive-in områder med en film, der fortæller om byggeri og planlægning, og som med en dronegennemflyvning viser noget af det, man ikke kan se ude fra ringen. Det bliver en noget anderledes udgave af åbent hus arrangementet, men til gengæld er vi sikre på, at de gæster, der denne dag vælger at besøge os, får en god fornemmelse af, hvad der om få år vil være hele regionens universitetshospital, siger han.
Interesserede kan tilmelde sig til en rundtur på Hospitalsringen her
Tid: Søndag den 6. september 2020 kl. 10.00 – 15.00.
Dagen vil blive delt op i tidsenheder på ½ time, hvor besøgende kan tilmelde sig og køre ind på området. Et besøg forventes at vare højst en time.
Sted: Byggepladsen Nyt OUH, Søndre Hospitalsvej 50, 5220 Odense S
Praktiske oplysninger om arrangementet kan fås hos kommunikationsrådgiver Helle Fjord Larsen, OUH, mobil 40 38 44 86