Skip til primært indhold

Fynsk firma skal levere kassetransportsystem til Nyt OUH

Det syddanske regionsråd besluttede mandag, at det fynske firma Gibotech skal levere det kassetransportsystem, som skal bringe medicin, værnemidler og andre forbrugsvarer rundt på Nyt OUH.

For at få et sikkert og effektivt patientforløb på det nye universitetshospital i Odense, der lige nu er ved at blive bygget, er det afgørende vigtigt, at sundhedspersonalet har hurtig og nem adgang til forbrugsvarer, som for eksempel medicin og værnemidler, til behandlingen af sygehusets patienter. 
 
På Nyt OUH skal der etableres et kassetransportsystem, der skal bringe en stor del af disse artikler fra sygehusets logistik- og sterilcentral og ud på sygehusafdelingerne. 
 
Systemet er bygget op om standard plastkasser, der måler 62 cm i længden, 42 cm i bredden 43 cm i højden. Transportbånd og elevatorer bringer kasserne frem til afdelingerne. Kasserne kan så hentes i logistikzoner på alle afdelinger. Vareelevatorerne, som transporterer kasserne frem til logistikzonerne, bliver etableret, så der maksimalt bliver cirka 30 meter til nærmeste elevator. 
 
Kassetransportsystemet skal også transportere for eksempel affald og brugt sengelinned fra afdelingerne og retur til logistik- og sterilcentralen.

Gibotech opfylder samtlige krav

Gibotech A/S har været den eneste tilbudsgiver. Dog har firmaet med overbevisning vist regionen, at den kan løfte den store opgave. Tilbuddet fra Gibotech opfylder således samtlige krav i regionens udbudsmateriale. 
 
Derfor godkendte et enigt syddansk regionsråd mandag den 14. december 2020, at den fynske virksomhed tildeles opgaven. Den økonomiske ramme for kassetransportsystemet er på knap 250 mio. kr. 
 
Opgaven omfatter også et it-styringssystem til at håndtere og monitorere det store vareflow, som kassesystemet skal håndtere. 
 
Formand for Region Syddanmarks anlægs- og innovationsudvalg Karsten Uno Petersen (S), siger:
 
- Det er selvfølgelig helt afgørende, at læger og sygeplejersker her og nu har adgang til medicin, værnemidler og alle øvrige artikler, de skal bruge i patientbehandlingen. Det skal det nye system med transportkasser være med til at sørge for. Der er tale om en velkendt teknologi i industrien, og det egner sig godt til transport af store varemængder. Løsningen baserer sig på afprøvede og solide standardkomponenter, og jeg føler mig overbevist om, at Gibotech A/S har kompetencerne til at løfte opgaven”.

Et ud af flere logistiksystemer

Kassetransportsystemet er et af flere forskellige logistiksystemer, der skal anvendes på det nye sygehus. Ud over kassesystemet skal transportrobotter fragte mad og linned rundt, og rørpost og pusterørssystemer skal sende blodprøver og laboratorieprøver rundt. 
 
Regionen forventer, at kassetransportsystemet og lagerstyringen er klart til at tages i brug, når det nye sygehus står færdig i foråret 2023.  
 

Region Syddanmark OUH illustration

Sådan kommer Nyt OUH til at se ud

Kontaktperson

Karsten Uno Petersen

Formand for Anlæg- og innovationsudvalget

Regionsrådet


21 63 11 93
APPFWU02V